Game center: Herlev-Gentofte

Før kampen: Hvilket drama, der endnu engang er lagt op til i Herlev, hvor den seneste hjemmekamp blev til en gedigen fiasko trods sæsonrekord, fremragende kulisse og bamsekast. Her tabte Herlev 1-10 til Rødovre, men skal nu forsøge at revanchere sig mod et Gentofte-hold, der er dumpet nedad i de seneste 12 kampe, hvor 11 er tabt rent.

Herlev-ledelsen var i går ude med et åbent brev til klubbens fans på Facebook, hvor man undskyldte for den pinlige indsats mod Rødovre:

– Ingen fra Herlev Eagles gik på juleferie med ro i sindet, efter det pinlige nederlag mod Rødovre. Det var på ingen måde den start på julen eller juleferien vi havde ønsket os. Alle i Herlev Eagles har brugt juleferien på at kigge indad, så vi i fællesskab kan rejse os og sammen undgå at sådanne præstationer gentager sig. Ledelse, trænere og spillere, lyder det.

Herlev fik Victor Backman i matchstraf for en tackling på Mike Rådde mod Rødovre, og han er ude i de næste fire kampe. Tough mand at miste for Eagles.

Spørgsmålet er også, om det er lykkedes for Herlev at forlænge kontrakterne med Conny Strömberg og Alexander Sundström. Begges kontrakter rullede frem til 22.12 i første omgang.

Gentofte-spillerne har formentlig fået renset sindene efter julen, og ved også, at to sejre mod Herlev i dag og i morgen kan give luft til stregen. Stars kan midt i den dårlige stime se tilbage på de to tidligere kampe mod Herlev, som er endt 5-1, 5-3 og 6-0 til Gentofte, og dermed må give et psykologisk rygstød. Det har Gentofte også brug for.

Stillingen i bunden lige nu: Gentofte 29 point (28 kampe), Herlev 25 point (29 kampe), Aalborg 24 point (27 kampe). Det ser virkelig dramatisk ud.

Holdene: Herlev uden Backman, Alexander B. Jensen og den langtidsskadede Bozic. Og så spørgsmålstegnen Sundström og Strömberg. Gentofte havde Jeff Terminesi ude lige før jul, men var derudover ved at være tilbage på fuld skrue.

Hold øje med: Mikkel Ankjær Nielsen spiller på godt og ondt for Herlev. Enten i målscorerens rolle eller som en mand, der er irriteret og derfor kan trække et hold den forkerte vej. Hvilken rolle spiller han i aften? Hos Gentofte kan en indvidualist som Roberts Jekimovs blive en vigtig mand i kampens afgørende momenter. Den teknisk dygtige lette er en mand, der kan afgøre sagerne på egen hånd.