Game center: Herlev-Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Den her bliver virkelig spændende. Esbjerg med det store udebanekompleks (syv kampe, fire point) skal møde et desperat agerende Herlev-hold, der virkelig er i pointnød. Herlev skal til af finde påhæng på de foranliggende hold over stregen, hvis ikke sæsonen skal blive rigtig, rigtig lang for Linus Fagemos mandskab.

Første indbyrdes kamp vandt Esbjerg med stensikre 8-0 på hjemmebane, men Herlev hjemme og ude har også været to forskellige mandskaber i denne sæson.

Eagles har erobret samtlige deres 10 point på hjemmebanen, og i den intime DFDS Seaways Arena er det de færreste hold, der slippet let omkring med at tage point med hjem.

– Vores hold er hurtigere end sidste år, men jeg ved ikke, hvad der sker, når vi kollapser på udebane. Vi har tabt kampe med 1-7, 1-10, 2-11, det skete ikke sidste år. Jeg ved ikke, om det er mentalt, fordi vi har tabt så mange kampe, men det er virkelig svært at vende. Vi må finde på noget for at ændre den situation, sagde Herlevs absolut bedste spiller i sæsonen, Antti Hölli, i et nyligt interview med Herlev Bladet.

– Vi spillede en god kamp mod dem sidste gang, hvor vi vandt 8-0, og jeg mener ikke, at det i så høj grad handler om deres styrker og svagheder, som om at vi skal tage udgangspunkt i vore egne styrker og gøre hvad der skal til, for at vi får succes i denne kamp.

– Så vi skal fokusere på, at lægge puckene dybt ind i Herlevs zone, spille spillet og sørge for, at vi får skiftet hurtigt ud og opnår en rytme i vores spil, siger Esbjerg-træner Mark Pederson i klubbens traditionelle optaktsmeddelelse.

Holdene: Esbjerg manglede Nicholas B. Jensen mandag aften i Frederikshavn, mens Herlev stadig har Tuomas Muhonen tvivlsom. Finnen vil være et virkelig velkomment islæt i Herlev-offensiven.

Hold øje med: Netop førnævnte Antti Hölli synes at være den absolutte drivkraft hos et Herlev-hold, der i den grad skal vise karakter i aften på hjemmebanen. Esbjerg dummede sig igen med udvisninger på de forkerte tidspunkter i mandagskampen i Frederikshavn, og Pedersons mandskab skal agere med fokus på disciplinen i aften.