Game center: Gentofte Stars-Odense Bulldogs

(Grundspils kamp mellem Rungsted Ishockey og Odense Bulldogs, spillet i SAXO Bank Arena, Rungsted den 17. Oktober 2014) Foto: Jan Korsgaard

Gentofte Stars-Odense Bulldogs 3-5 (1-3,1-0,1-2)

Odense spillede en stærk og effektiv første periode, hvor det ikke mindst var Dale Mitchell, der førte an for fynboerne. Den hurtige canadier var både afslutter, oplægger og ikke mindst hurtigskøjter og på den måde en styrende kraft for gæsterne, der førte 3-1 efter de første 20 minutter, som Bulldogs havde vældig tjek over.

Flere friløbere til Mitchell i anden periode, men Odenses superstar kiksede et par gange. Han har tidligere sagt til undertegnede, at hænderne indimellem knapt kan følge med det hurtige skøjteløb – og at det måske forhindrede det helt store spring i karrieren.

Lauri Kärminiemi blev Gentoftes første målscorer i sæsonen, da han reducerede til 1-2.

Finnen scorede ligeledes et kuriøst mål i tredje periode, da hans lille flip ned mod målet tog et underligt opspring og fuldstændig snød Tadeas Galansky i Odense-målet. Dermed er Kärminiemi foreløbig kåret til Gentofte mest målfarlige spiller.

Mads Linke var eneste dansker i en multinational sekser, der skulle opsøge det udlignende mål i slutfasen, da Karsten Arvidsen tog timeout med 51 sekunder igen. Det lykkedes dog ikke for Gentofte at få etableret et pres, og så slog Dale Mitchell til med sit tredje mål i kampen. Stor sæsonåbning for ham.

Han kom, han så og nu er han kaptajn. Gentofte Stars’ Cody Kunyk var på prøveophold i tyske Wolfsburg uden at få kontrakt, og så endte han altså i Københavnsområdet. Han blev præsenteret torsdag ved DIU’s optaktspressemøde, og bærer altså nu C’et på brystet for forstadsklubben. Tal om en lynkarriere. Men Kunyk er altså også den eneste spiller i Gentofte-truppen, der har spillet en NHL-kamp.

Han har dog på ingen måde været påfaldende i de to første kamp. Gentofte er uden point efter to hjemmekampe, Odense har maksimumpoint og en score på 11-5. Skøn sæsonstart for fynboerne.

Glosen “fuckin'” bliver brugt sådan cirka som hvert andet ord, hvis Bulldogs-træner Brad Gratton er vred. Og det var han i den grad i pausen mellem anden og tredje periode, afslørede transmissionen på TV2 SPORT.

Samme transmission afslørede ligeledes, at stemningen i Gentofte en mandag aften fra 20:30 og fremad ikke ligefrem er kogende – for nu at sige det mildt. Man hørte dog et par gange enkelt taktfaste råb på “GEN-TOFTE”.

Der var 225 tilskuere på plads i Gentofte Skøjtehal.

Før kampen: Odense Bulldogs var stærkt kørende fredag aften mod Rungsted, der blev sendt hjem med en sæk lydende på hele 7-2. Bag cifrene gemmer sig en fremragende sidste halve time af fynboerne, der effektivt straffede et Rungsted-hold, der blundede totalt i det defensive arbejde.

Billedet hos Bulldogs var det forventede. De to første kæder scorede målene, mens tredjekæden var den arbejdsomme med Hardarson, Daugulis og Søren Pedersen.

De to fysiske nordamerikanere Sean Wiles og John Armstrong viste, at de også kunne score mål, og de ligner begge gode indkøb. Iltre Dale Mitchell var også tilbage på toppen, mens Rasmus Bjerrum nettede to gange.

– Vi skulle gerne finde vores spil hurtigere end i fredags, hvor vi først fandt vores rytme i anden periode, siger Bulldogs-træner Brad Gratton til Fyens Stiftstidende.

Holdene: Gratton har samtlige spillere klar til kamp, mens hans kollega i Gentofte, Karsten Arvidsen, må undvære Dominik Kadura, der fik matchstraf for en alt for tung tackling på Rødovres Anders Schultz fredag aften.

Hold øje med: Målmandsduellen er spændende i aften. Galansky i Odense-målet stod en god kamp mod Rungsted, mens Teemu Seppänen hos Gentofte smed fire kasser mod Rødovre. Hvem er skarp i Gentofte, hvor Odense i øvrigt havde store problemer i sidste sæson.