Game center: Gentofte-Odense

Før kampen: Hvad sker der med Gentofte Stars og kan holdet efterhånden rejse sig og kaste sig tilbage i kampen om ottendepladsen? Vi får en del af svaret i aften, hvor Karsten Arvidsens mandskab tager imod Odense Bulldogs, der har haltet på det seneste.

Gentofte havde i sidste sæson godt tjek over Odense hjemme i Gentofte Skøjtehal, men i indeværende sæson har de blå-orange haft problemer med fynboerne. Bulldogs har vundet samtlige fire Metal Liga-opgør hidtil, men er lige nu inde i en lille formkrise med nederlag mod Frederikshavn, Herning og senest Aalborg.

Det er dog ikke noget, der bekymrer træner Brad Gratton synderligt.

– Vi har alle mand i truppen med til Gentofte. Vi missede at score på de store chancer i Aalborg, der altid spiller godt hjemme, og så kan man blive straffet. Hvis man taber to kampe i træk og vinder de fire næste, er det stadig godt. Vi har lagt nederlaget bag os, og der er ingen grund til at tro, at vi ikke kan levere det, vi skal, siger han til Fyens Stiftstidende.

Gentofte Stars siger ikke så meget generelt, men leverer dog indimellem kompetente referater på klubbens Facebook-side. I det seneste var man lidt skuffet over indsatsen hjemme mod SønderjyskE.

– Gentofte kunne komme meget, meget længere, hvis drengene huskede at lægge ordentlige pasninger, for det man serverede for hinanden var det meste af tiden ikke godt. Rutinerede spillere der lægger en pasning midt mellem to spillere, eller en halv meter bag en spiller… det dur bare ikke, lød det omkring kampen, som Gentofte tabte 0-3.

Mon ikke det er et skærpet Stars-mandskab, der møder frem i aften? Trenden skal vendes – og Aalborg har vist, at det kan gøres at hente et forspring og en ottendeplads. Nu er det Gentofte-spillerne, der er jægere.

Hold øje med: Hjemmeholdets målmand Teemu Seppänen har holdt scoren flot nede i de fleste kampe. Det er også hans lod i aften mod de altid giftige Bulldogs-angribere. Odense har en John Armstrong, der stille og roligt spiller sig i form og sikkert vil være mere giftig som tiden skrider frem.

Holdene: Bulldogs med alle mand friske. Gentofte var uden Christian Hee Foss i nederlaget til SønderjyskE.

Sidste kampresultater: GENTOFTE
22.01.16 MET Gentofte SønderjyskE 0 : 3
15.01.16 MET Gentofte Rungsted 1 : 3
12.01.16 MET Esbjerg Gentofte 4 : 3
05.01.16 MET Aalborg Pirates Gentofte 5 : 2
30.12.15 MET Gentofte Herlev Eagles 2 : 1
Sidste kampresultater: ODENSE
22.01.16 MET Aalborg Pirates Odense 3 : 2
19.01.16 MET Odense Herning 4 : 9
15.01.16 MET Frederikshavn Odense 6 : 2
12.01.16 MET Odense Rødovre Mighty Bulls 3 : 2
09.01.16 MET Aalborg Pirates Odense 0 : 3
Head-to-head kampe: GENTOFTE – ODENSE
29.11.15 MET Odense Gentofte 4 : 1
20.11.15 MET Odense Gentofte 7 : 2
21.09.15 MET Gentofte Odense 3 : 5
04.09.15 MET Gentofte Odense 2 : 4
27.01.15 MET Odense Gentofte 5 : 4
(4 : 4)