Game center: Gentofte-Herning

Foto: Jan Korsgaard

Hold øje med: Hvilket hold stiller Gentofte Stars med i aften må være det helt store spørgsmål inden kampen. Gentofte-truppen – og hele “seniorishockey-Gentofte” i øvrigt – var ramt af sygdom i slutningen af sidste uge, og det betød, at det var en uhyre decimeret trup, der stillede op i Vojens fredag aften.

Med seks mand syge og Artem Iossafov, Christian Hee Foss og Matus Rais ude med skader blev opgaven i Vojens en for stor mundfuld, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor mange af Gentoftes spillere, der har fået restitueret over weekenden og hvor friske spillerne er i aften.

Et ærgerligt tidspunkt af sæsonen at blive ramt af den slags for Karsten Arvidsens mandskab, der har desperat brug for point i kampen om den sidste plads i slutspillet.

Om ikke andet for Gentofte, så er der trods alt en landsholdspause efter mandagens kamp, som er den sidste, inden landsholdet tager over til kampene i Rødovre de kommende dage.

Herning kommer med selvtillid efter sejren i Rødovre, hvor den bomstærke defensiv igen holdt tæt og sikrede en 2-0-sejr – også på en god målmandsindsats af Simon Nielsen, der lige nu ligner en førstemand i duellen med Lubos Pisar. Med Gentoftes problemer in mente, vil Blue Fox-spillerne formentlig komme flyvende ud som vilde og presse hårdt på fra start.

Det er vældig afgørende for kampens forløb, om Gentofte overlever de første 10-15 minutter.

Holdene: Som skrevet ovenfor, så var Gentoftes situation til den seneste kamp i Vojens en værre omgang, for nu at sige det, som det er. Herning manglede stadig Sebastian Andersen, Jerred Smithson og Thomas Andersen, da det i torsdags blev 2-0 over Rødovre.

Hold øje med: Teemu Seppänen stod trods det store nederlag en brandkamp i Vojens fredag aften og får med sikkerhed nok at se til i aften igen – alt efter Gentoftes sundhedstilstand. Blandt andet mod et rekonstrueret Herning-førstekæde med de gamle rivaler Kasper Degn og Steffen Frank – og så Jordan George som tredjemand.