Game center: Frederikshavn-SønderjyskE

Før kampen: I Sverige kaldes det “Seriefinal”, når etteren og toeren i tabellen mødes, og det gælder altså for kampen i aften mellem Frederikshavn og SønderjyskE i Scanel Hockey Arena. Lige nu er det Frederikshavn, der har teten efter en god og solid periode – og det nærmest i al ubemærkethed, at White Hawks har sneget højt op i tabellen.

Det er ikke nogen underdrivelse at konstatere, at der har været rigtig meget larm i kulisserne i Vendsyssel i flere af de seneste sæsoner, men i denne sæson synes der blot at stråle harmoni ud fra omklædningsrummet i Frederikshavn. I hvert fald er der hverken skøjtesager, trænerfyringer, spillerudskiftninger eller andre forstyrrende ting i medierne for øjeblikket.

Samtidig kører Peter Johansson med en grundopstilling og et spilsystem, der sjældent ændres, og 22 point i de seneste 10 kampe gør Frederikshavn til favorit mod et såret SønderjyskE-hold, der har været plaget af skader og dårlig form på det seneste.

Dog med fremgang i tirsdags mod Herning, hvor defensiven stemte hos Dan Cemans mandskab trods nederlaget på 1-2. Her fik SønderjyskE annulleret to mål – hvor i hvert fald det ene var inde – og følte sig snydt for sejren. Den nye mand Jonas Johansson kom godt ind på holdet.

– Jonas viste gode takter, og han bliver en gevinst for os, hvis han fortsætter i det spor. Han var en af de positive oplevelser i tirsdags, hvor vi spillede godt i defensiven og leverede en god arbejdsindsats. Det skal vi tage med videre til den svære kamp i Frederikshavn, siger træner Dan Ceman til klubbens hjemmeside.

Holdene: SønderjyskE i tirsdag uden Søren Dau, Anders Førster, Henrik Nielsen og Tyler Gotto, mens Frederikshavn efter en uges kamppause kommer med friske ben og måske med den langtidsskadede Sebastian Svendsen tilbage?

Hold øje med: Joni Myllykoski skal nok blive presset i aften og skal spille op til sit bedste for at holde SønderjyskE i spil i kampen. Han er oppe mod blandt andre Adam Miller, som har været fremragende i den seneste tid for White Hawks.