Game center: Frederikshavn-Rungsted

Før kampen: Man skal ikke tage noget for givet, men Frederikshavn ligner et hold på sikker kurs mod semifinalen efter sejren søndag i Rungsted, hvor det skadesplagede hjemmehold virkelig havde problemer mod den rullende White Hawks-hær, der trodsede Rungsteds føringsmål og bare kværnede på i 60 minutter.

Det resulterede i en stensikker White Hawks-sejr. Målmand George Sørensen, der hidtil har vundet målmandsduellen, sagde efter kampen.

– De fik scoret i et powerplay, men det kunne ikke slå os ud af kurs. Vi blev ved med at spille vores spil, og det gik godt. Jeg synes ikke rigtig, at Rungsted havde noget efter deres mål, og vi sad egentlig meget godt på kampen, siger George Sørensen til Nordjyske – og betoner derefter, at White Hawks vil tage serien kamp for kamp. Som altid i et slutspil.

Begge holds spillere er formentlig også bevidste om, at Rungsted faktisk i de indbyrdes opgør i sæsonen har været bedre i Frederikshavn end i Saxo Bank Arena.

Men Rungsted-spillerne ved ligeledes, at de skal hive en helt ekstraordinær indsats – ikke mindst defensivt – op af hatten, hvis det skal blive til sejr i aften.

Holdene: Og det bringes os videre til holdene, for det er meget normalt at have skader i slutspillet, men at to topbacks sidder ude er ikke normalt, men svært uheldigt. Rungsted har i de to første kampe spillet uden både Drew Schiestel og Anders Grönlund, og det gør ondt.

Det betyder, at Rungsted for det første mangler både rutine og tyngde defensivt og nogle skyts offensivt, og at Marcus Nielsen, der normalt giver luft over hele med sit hårde arbejde og fylder meget på banen, har været nede som back. Spændende også, om det bliver Clemente eller Feuk, der får målmandstjansen i aften.

Frederikshavn maler bare på med fire kæder og mon ikke også det er recepten i aften? Hårdt pres fra start på et ramt modstanderhold, der kæmper for at overleve. TV2 Sport sender med optakt fra klokken 19.

Hold øje med: Målmandsspillet bliver vitalt for Rungsted mod et frederikshavnerhold, hvor en sprudlende førstekæde – hvis det er tilfældet – kan gøre det meget vanskeligt for gæsterne.