Game center: Frederikshavn-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Rungsted spillede en bundsolid kamp i tirsdags mod Herning, hvor defensiven stemte perfekt, ligesom Sebastian Feuk stod en sublim kamp og noterede sig for sin tredje shutout i træk.

Og selv om Rungsted taler lidt om top fem på sin hjemmeside, så er det vel reelt top fire det gælder for nordsjællænderne, der er helt med inde i kampen om hjemmebane i kvartfinalen.

Men skal man helt derop, gælder det også om at vise tænder mod et tophold som Frederikshavn, og det får Rungsted så mulighed for både fredag og tirsdag. Men der skal rekonstrueres en del hos Rungsted med fire mand af sted til U20-VM, hvoraf i hvert fald tre vil være mere eller mindre faste i en idéel startopstilling.

Ikke mindst Jonas Røndbjerg har imponeret i indeværende sæson, og han bliver svær at undvære for Per Holten Møller, der kommer til at savne sin makker i boksen, Olaf Eller, der også er med U20’erne.

Frederikshavn humpede i tirsdags mod Herlev, hvor George Sørensen og defensiven havde sæsonens værste 20 minutter med fem mål imod. Selv om White Hawks forsøgte at komme tilbage i de sidste to perioder, var det bare en af de slags dage, hvor det ikke kørte for nordjyderne. Hurtig chance for revanche i aften.

Hold øje med: Spændende om Christian Larsen får chancen i Frederikshavn-målet efter Sørensens dårlige kamp i Herlev. Også spændende i målet hos Rungsted, hvor Feuk efterhånden ligner en førstekeeper.

Holdene: Rungsted smider fire mand og en træner til U20-truppen. Mathias Røndbjerg og Nicolai Weichel på backpladserne og Jonas Røndbjerg og William Boysen fremme. Her har Frederikshavn ingen folk med, men til gengæld er både Edman, Chapman og Svendsen formentlig også ude i aften.

Tre videoer at varme op med – FACEOFF-interview med Frederikshavn-træner Peter Johansson og Rungsted-reaktioner (Feuk og Holten Møller) efter kampen mod Herning.