Game center: Frederikshavn-Rødovre

Før kampen: Frederikshavn White Hawks hjemme mod Rødovre og en topkamp mellem ligaens nummer to og fire. Traditionelt meget jævnbyrdige kampe, som sidste gang de to hold tørnede sammen i Frederikshavn, hvor hjemmeholdet vandt 3-2 efter overtid efter at Rødovre ellers havde ført 2-0.

Nordjyderne kommer direkte fra en uhyre jævnbyrdig og ganske velspillet topkamp onsdag i Esbjerg, hvor Frederikshavn var meget tæt på at bryde vestjydernes flotte sejrsstime i Granly Hockey Arena.

I aften kommer Frederikshavn med den sædvanlig malende hjemmebanestil, og det betyder, at Rødovre formentlig kommer under pres fra start mod det brede og hårdtarbejdende White Hawks-hold med paradekæden Miller, Vock, Bau i spidsen. Specielt Colin Vock er meget stærkt agerende for øjeblikket.

Rødovre har haltet lidt rent spillemæssigt på det seneste, men fik dog en enkelt pind ud af straffeslagsnederlaget mod Herning tirsdag.

– Det var et klart skridt i den rigtige retning, men vi kommer ikke helt op i det gear, vi skal. Da vi scorer får vi gang i benene, og spiller det vi kan og skal. Vi har haft 3-4 bedrøvede kampe, hvor vi hverken har været tilfredse med indsats eller fokus. Det er svært bare at trykke på knappen og vende tilbage til sit gamle spil, når man har været lidt ude af en tangent, sagde træner Jesper Duus efter den kamp til Rødovre Lokal Nyt.

Hold øje med: Frederikshavnernes Søndergaard-brødre er måske ikke ”spotlight-spillere”, men er vel stærkt undervurdere i folkets optik. Altid hårdtarbejdende og ofte med vigtige mål. Hos Rødovre får målmand Ridderwall formentlig en god, travl aften i det nordjyske.

Holdene: Rødovre har kørt med stort set skadesfri trup i de seneste kampe, mens Frederikshavn har måttet undvære Sebastian Svendsen i en del kampe efterhånden.