Game center: Frederikshavn-Herning

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Det her er en ægte styrkeprøve for Frederikshavn, der fredag aften løb ind i den første modgang i slutspillet. Og hvilken en. 7-1 vandt Herning hjemme i Kvik Hockey Arena mod et White Hawks-mandskab, der blev ringere, som kampen skred frem.

Det førte til en vis selvransagelse i frederikshavner-lejren efter kampen, hvor Mads Bech Christensen mente, at holdet nu skal “vise, hvad det er gjort af”, og det er vel nøjagtig det, frederikshavnerne først og fremmest skal være i stand til i aftenens kamp, hvor karakterstyrke er nøgleordet mod et Herning-hold, der er sprængfyldt med selvtillid.

Midtjyderne har netop gennemlevet en serie over syv kampe, og træner Mario Simioni var overrasket over, at det gled SÅ godt, som det var tilfældet i 7-1’eren fredag aften.

– Det havde jeg ikke forventet. Men jeg havde regnet med at se et hold, der var helt klar og også havde lidt mere friskhed end i tirsdags i den første semifinale, hvor vi stadig var mærkede af de hårde kampe mod Odense. Men i aften (fredag) var folk friske og viste overskud, sagde han til Herning Folkeblad.

Om kampen i aften sagde han til samme medie:

– Jeg tror nu nok, Frederikshavn skal være klar. Det er en helt ny kamp, men det er klart, at der er pres på George Sørensen. Han ved, at hvis han ikke rammer dagen, så er der ikke en anden at sætte ind. Han kan ikke tillade sig at lave en fejl, lød det lidt drillende fra Mario Simioni – og så ved man, at den italienske canadier har en vis selvtillid.

Holdene: Herning rokerede lidt rundt i kæderne i Martin Sagats fravær, samtidig med, at Tomas Sinisalo havde meldt sig totalt kampklar igen. Spændende, hvordan Simioni roterer i aften, hvis Sagat som ventet bliver klar igen. Frederikshavn har kørt med nøjagtig samme angrebslinjer i to kampe på stribe. Skifter Johansson rundt i aften?

Hold øje med: Kristoffer Lauridsen er i sit livs form for øjeblikket. Var bedste mand hos Herning i kvarten og fortsætter minsandten takterne her i halvfinalen. Hos Frederikshavn er der fokus på målmand Sørensen, men alle facetter af spillet skal styrkes efter miseren i fredags.