Game center: Frederikshavn-Herlev

Før kampen: Der er næppe tvivl om favoritværdigheden i aften i Scanel Hockey Arena, hvor Frederikshavn tager imod Herlev. Alene statistikken – gæsterne har overhovedet ikke fået på udebane i sæsonen – taler sit eget sprog. Eagles har problemer, store problemer – men hvorfor ikke stikke til Vendsyssel og levere en overraskelse?

Der er i hvert fald ikke tvivl om, at Linus Fagemos mandskab har ALT at vinde, men det er også et faktum, at Herlev i den grad skal til at have point, hvis ikke tabellen skal se alt for håbløs ud, når Herlev-spillerne skal se tekst-tv i landsholdspausen.

Har man ikke set kampene, er det desværre blevet vanskeligt at følge med i Herlevs opstilling, der nu i tre kampe på stribe er blevet kastet ind på kamprapporten fuldstændig tilfældigt. Sonny Hertzberg som angriber og Christoffer Lindhøj og Daniel Villadsen som centere? Nej, det er næppe sådan Herlev stillede op mod Rødovre i fredags. Så stram gerne op, Eagles.

– De tre kampe i ugen går vi naturligvis efter at vinde – men samtidig er det tre svære kampe. Vi møder et Herlev-hold der formentlig er sultne efter point, og et SønderjyskE mandskab der ligger nummer et i Metal Ligaen. Og så skal vi møde Gentofte som har voldt os store problemer i denne sæson indtil videre, siger backen Mark Müller Larsen til White Hawks’ hjemmeside.

Frederikshavnerne vandt ubesværet fredag aften med 5-3 i Rungsted og kom dermed på ret kurs igen efter et par ærgerlige nederlag mod Gentofte. Det gælder om at holde Rødovre bag sig i første omgang for nordjyderne, og så kan førstepladsen måske angribes fredag aften i Vojens. Men først skal Frederikshavn dog slå Herlev. Og undervurderer man modstanderne i Metal Ligaen, kan det altid blive farligt.

Holdene: Midt i det mærkelige sammensurium af en holdopstilling kunne man dog notere sig, at både Daniel Villadsen og Benjamin Mauritzen var tilbage på holdkortet hos Herlev. Det lysner. Frederikshavn har måske Mathias Bau tilbage. Han er inde og ude for tiden. Hvem ved om den lange mand er med i morgen?

Hold øje med: Antti Hölli var brandvarm i kampen mod Rødovre, og finnen bliver i den grad en nøglespiller, hvis Herlev på nogen måde skal have en chance. Frederikshavns Adam Miller spillede en fin kamp i Rungsted fredag og er mand, som White Hawks har brug for i topform, hvis holdet skal opad i tabellen.