Game center: Frederikshavn-Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Endnu en hockeyfest i nord og utvivlsomt mange tilskuere i Frederikshavn, hvor hjemmeholdet skal søge at holde SønderjyskE væk i toppen af tabellen.

Fredagens kamp endte med en fortjent sejr til Frederikshavn, der var en tand skarpere i alle facetter. Disciplinen, skarpheden og effektiviteten faldt ud til fordel White Hawks – dog ikke med større margin, end at Aalborg i eftermiddag kan drage nordpå med håbet om at skabe en overraskelse i Scanel Hockey Arena.

Specielt disciplinen er vigtig, hvis Aalborg skal klare den svære opgave. Kampen i fredags viste et drønende effektivt frederikshavnerhold i powerplay, hvor White Hawks scorede tre gange. To gange ved Adam Miller og en enkelt gang ved Robin Bergman.

Svenskeren fik også lejlighed til at score i undertal, så det er virkelig Pirates’ special teams, der skal svinge i eftermiddag i en kulisse, der nok skal blive rigtig skøn i Frederikshavn. Som den var fredag i Aalborg, hvor spillerne nød at spille foran næsten 5000 mennesker.

– Jeg synes, det var super. Man kommer måske op i lidt højere gear, når der er fuldt hus. Det er fedt, og jeg synes, det var flot at se så mange tilskuere. Vores fans gjorde en fremragende indsats, og jeg synes også, at frederikshavnerne gjorde det fint. Det så godt ud i begge ender, og jeg håber, at alle fik en god oplevelse, sagde Aalborg-kaptajn Daniel Madsen til Nordjyske efter kampen i nord, som i klassikerniveau hører til på absolut øverste hylde i dansk ishockey.

Holdene: Ingen ændringer på de to hold, lige bortset fra, at Colin Vock meldes tvivlsom for Frederikshavn. Det vil sige Edman, Birk og Svendsen ude for Frederikshavn, mens Aalborg stiller uden Anders Thode – og så er Niklas Svensson jo definitivt ude af opstillingen hos nordjyderne.

Hold øje med: Spændende hvem der bliver sendt ind i Frederikshavns velfungerende førstekæde i stedet for Vock. Og hos Aalborg bliver Marcus Lundell formentlig en vigtig mand – hjemmeholdet vil formentlig søge at sætte tungt pres fra start.