Game center: Esbjerg-SønderjyskE

Før kampen: Revanchetid for begge parter i braget i Granly Hockey Arena. Esbjerg for finalenederlaget i fjor, SønderjyskE for de nylige nederlag i Metal Cup-kvartfinalen.

Det bliver stensikkert intenst, når de to projekterede tophold tørner sammen i det vestjyske. SønderjyskE i bedste dagsform, Esbjerg med en 1-6-plet fra Aalborg, der skal vaskes af og tørres op.

– Esbjerg er stærke i offensiven, og i pokalkampene mod os, viste de også stor styrke i defensiven. Vi skal ind og presse dem mere foran deres mål, og netop det aspekt synes jeg vi er blevet bedre til, set i forhold til starten af grundspillet, siger SønderjyskE-cheftræner Dan Ceman til klubbens hjemmeside.

– Jeg ved ikke om man kan sige, hvem der har det mentale overtag. Jeg synes det er tæt hver gang vi spiller mod dem, og det er to gode hold. Vi ved, at vi kan spille lige op med dem, vi ved vi kan slå dem og vi har været gode på hjemmebane. Det skal vi fortsætte med, så vi fokuserer bare på os selv og så skal vi nok være klar til dem, siger Esbjerg-forward Esben Nielsen i klubbens optaktsmeddelelse.

Træner Mark Pederson:

– Vi er bevidste om, at de slog os i sidste sæson i finalerne, men vi slog igen og sendte dem ud af pokalturneringen. Så styrkeforholdet mellem de to mandskaber er meget lige. Vi har vel  nærmest startet på en frisk i forhold til de to tidligere pokalkampe. Nu er vi næsten ti kampe inde i turneringen, så det handler reelt om at sikre sig vigtige point, siger Energy-coachen.

Holdene: Der synes at være fuldt hold hos Esbjerg. Hos SønderjyskE er Daniel K. Hansen efter sigende ude et par uger, mens Anders Førster og Nikolaj Carstensen begge er dag til dag. Ingen af dem spillede i Odense tirsdag.

Hold øje med: Næsten overflødigt, men alligevel: Cory Quirk er en af ligaens bedste spillere og har en evne til at dukke op på de rette tidspunkter. Hos Esbjerg er disciplinen altafgørende efter et udvisningsorgie i Aalborg for nylig.