Game center: Esbjerg-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Optimismen er større end længe set i Rungsted efter sejren i tirsdag i Slaget om Strandvejen. Der var mange ting, der gik op i en højere enhed for nordsjællænderne. Eksempelvis lykkedes det at få hul på bylden i powerplay, som har været en akilleshæl i det meste af sæsonen.

At Rungsted scorer hele fem gange hører ligeledes til sjældenhederne. Samtidig spillede Antti Kangasniemi en stor kamp og beviste overfor ledelsen, at den har gjort ret i at honorere ham med en kontrakt for resten af sæsonen.

Anthony Aquino scorede to gange i selskab med netop Kangasniemi og den anden finne, Ossi Saarinen, og sidst, men ikke mindst, viste Rungsted stor moral ved at komme tilbage efter at have været nede med 2-4

Men man har også brug for stor moral, når man kommer til Granly Hockey Arena, der er ved at udvikle sig til noget af et fort for Esbjerg Energy. Vestjyderne er uhyggelig svære at danse med på hjemmebanen, hvor modstanderne udsættes for et ordentligt tryk af de aggressive Esbjerg-spillere.

Men kampen i tirsdags må også have sat grå hår i hovedet af træner Mark Pederson, for det var ikke første gang i sæsonen, at Esbjerg satte en kamp over styr ved at få mange udvisninger. Disciplinen er noget, der skal arbejdes med i det vestjyske.

Holdene: Det lysnede for Rungsted i tirsdags. Johan Andersson er formentlig langtidsskadet, men hvem ved, om Joachim Holten Møller vender tilbage i aften. Det skulle være lige på nippet for kaptajnen, der i allerhøjeste grad er en hjørnesten på holdet. Jannik Christensen var tilbage på et Esbjerg-mandskab, der stillede op i fuld vigør i Rødovre. Formentlig igen i aften.

Hold øje med: Antti Kangasniemi har virkelig været et godt tilsæt på Rungsted-holdet, og er måske den brik som nordsjællænderne lige præcis har manglet i offensiven. Hos Esbjerg viser Matt Pistilli konstant farlighed og scorede to gange i tirsdags i Rødovre.