Game center: Esbjerg-Rødovre

Foto: Jan Korsgaard

Før serien: Det her kan blive yderst interessant. Esbjerg tunge, nordamerikanske mandskab kontra Rødovres stærkt skøjtende, brede hold, der bare arbejder og arbejder til sidste sekund. Rent formmæssigt viser kurven dog, at Esbjerg er langt stærkest kørende her frem mod slutspillet.

Tager man de seneste 15 kampe alene, altså den seneste tredjedel af grundspillet, har Esbjerg scoret 16 point mere end aftenens modstander. Rødovre startede fremragende i sæsonen, men har altså haft problemer med at finde succesrytmen fra begyndelsen af sæsonen.

– Vi havde håbet på et af de to første hold, der ligger lidt bedre til vores spillestil, men alle på og omkring holdet er klar til at tage udfordringen op og gøre, hvad vi kan for at vise Esbjerg, at de valgte forkert, siger Rødovre-kaptajn Jannik Karvinen til Rødovre Lokal Nyt.

– Vi skal ud og spille vores spil med højt tempo. Esbjerg er et tungt hold, så vi skal ud og løbe på skøjter og leve på at holde kampen i gang i et høj fart, siger han.

Esbjerg Energy spillede faktisk om førstepladsen på formbaromeret for de seneste 15 kampe mod SønderjyskE mandag aften. Den duel tabte vestjyderne, men det bør ikke annullere optimismen hos Mark Pedersons mandskab. Thor Dresler, assisterende træner, siger før kampen:

– Rødovres mandskab er et ungt hold, der er hurtige på skøjterne. De er gode til at udnytte deres fart og er farlige i deres omstilling. De er lynhurtige til at komme tilbage i deres egen zone for at forsvare. Det kræver derfor, at vi skal matche intensiteten i deres spil og være gode til at udnytte vores tempo og rutine på isen.

– Som altid, er det vigtigt at vi leverer på et højt niveau, samt at vi er dygtige til, at vurdere vores modstandere på fysikken og tempoet, så vi ved hvilke fordele vi har. Vi skal være hurtige til at, udnytte de små fejl som modstanderen laver når vi får chancen, da dette ikke sker så ofte i slutspillet. Vores powerplay er altafgørende og hvert skift på isen er essentielt, lyder det fra rutinerede Dresler, der naturligvis kender Rødovres spillestil på egen krop.

Holdene: Meget afgørende bliver det om Stefan Ridderwall er klar for Rødovre. Ikke blot har han døjet med lyskeproblemer gennem sæsonen, han blev også knockoutet af et skud i Rungsted i mandags. Er han klar?

Mike Rådde, svensk nøglespiller, har været ramt af en hjernerystelse, men skulle være på vej tilbage. Åbne spørgsmål også ved Martin Højberg og Nikolaj Krag-Christensen. Esbjerg manglede Jeppe Vinther og Henrik Mærsk i mandags. Unge spillere, som Esbjergs bredde kan bære tabet af.

Hold øje med: Wade Bergman har været dygtig i grundspillet, men i fjor viste han faktisk et gear ekstra i slutspillet, hvor han var totalt dominerende som offensiv back. Hos Rødovre er der brug for at fyre som Asperup, Carlsen og Sass viser, at de også kan være målscorere i vigtige slutspilskampe.