Game center: Esbjerg-Odense

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Esbjerg kæmper stadig for andenpladsen i grundspillet, men chancerne er efterhånden tynde efter SønderjyskE’s genopstandelse i weekenden. Så i stedet kan vestjyderne nu bruge kampen mod Odense i aften til at holde den forrygende form, som er så vigtig frem mod sæsonens kulmination.

Esbjerg tog til Sjælland tre gange i den forgangne uge og scorede ni point, og ikke mindst 6-0-sejren i Rødovre var svært overbevisende. Formen ser ud til at sidde hos Energy på det rette tidspunkt, og i aften bliver Odense en rigtig god test for vestjyderne.

Odense-træner Brad Gratton siger i dag til Fyens Stiftstidende, at han mere eller mindre er ligeglad med, om Bulldogs slutter på fjerde- eller femtepladsen.

– Vi er i gang med at træne nogle ting, som vi kommer til at bruge i slutspillet. Hvad det helt præcist er, vil jeg helst ikke komme ind på. Vores største problem i løbet af sæsonen har været, at vi er alt for svingende. Vi kan spille en rigtig god kamp eller to for så at spille nogle dårlige lige derefter. Og det har vi bare ikke råd til i slutspillet, hvor man jo ryger ud, hvis man taber, lyder det fra canadieren.

Holdene: Odense kan igen disponere over hele sin fjerdekæde, og det betyder lidt mere luft til de tre første kæder og måske ikke så stor træthed i slutfasen som for eksempel i hjemmekampen mod Frederikshavn sidste fredag, hvor man fornemmede en vis slitage, da kampen skulle afgøres. Esbjerg tæt på fuldt hold for øjeblikket, manglede dog Christian Wejse i kampen i søndags i Gentofte.

Hold øje med: Mathias Thinnesen spillede en god kamp i Rødovre i søndags, hvor han blev matchvinder for Bulldogs, og er stensikkert klar til at give den gas i sin barndomsby. Hos Esbjerg var Mike Dalhuisen fremragende søndag i Gentofte og ser ud også til at have slutspilsformen.