Game Center: Esbjerg-Herlev

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy-Herlev Eagles 8-0 (4-0,3-0,1-0)

Esbjerg levnede ikke megen tvivl om udfaldet, da man på en lidt billig baggrund leverede en magtdemonstration og satte Herlev til vægs med hele 8-0, i en kamp der helt igennem var blottet for spænding. Nicolaj Henriksen vogtede målet for vestjyderne og fik dermed føjet et shutout til den personlige statistik.

Esbjerg tog tirsdag aften imod Herlev hjemme i Granly Hockey Arena. Forud for aftenens kamp var gået Metal Ligaens første runde i fredags, hvor Esbjerg efter straffeslag sejrede mod Herning, mens Herlev måtte se sig slået knebent med 1-0 i SE Arena, mod de forsvarende danmarksmestre fra SønderjyskE.

Gæsterne måtte til aftenens kamp undvære Mathias Stenild og Daniel Lundvald Nilesen, mens eneste fraværende Esbjerg-spiller var den karantæneramte back Rasmus Christensen.

Herlevs finske keeper Aaro Peltonen storspillede fredag aften i Vojens, hvor det blev til imponerende 30 redninger på 31 afslutninger. Det var derfor helt naturligt, at Linus Fagamo til aftenens kamp havde givet genvalg til Peltonen, mens Esbjergs normale backup-keeper, Nicolaj Henriksen, startede på mål for vestjyderne.

Brock Nixon og Søren Nielsen fik skabt ravage i Herlev-defensiven indenfor det første minut og fik dermed sendt et signal om de vestjyske intentioner for aftenens kamp. Advarslen fik dog ikke gæsternes backs mere op på dupperne, end at Søren Nielsen momentet efter pludseligt fik lov til at stå helt umarkeret foran Peltonens mål, hvorfra den unge forward sikkert scorede til 1-0, efter forarbejde af Aaron Lee og Brock Nixon.

Efter fire minutters spil kunne Søren Nielsen have scoret sit andet mål i kampen, da han fik sendt et brag af en afslutning på mål fra udkanten af slottet. Men Peltonen var oppe på mærkerne og fik afværget forsøget.

Seks minutter inde i perioden opstod der list tumult bag Esbjerg-målet og bataljerne afstedkom en udvisning til hvert hold, hvor Anders Krogsgaard og Branislav Bendik måtte en tur i straffeboksen.

Den ekstra plads på isen så umiddelbart ud til at behage værterne bedst og Aaron Lee og Brock Nixon benyttede lejligheden til at brodere sig gennem Herlev-defensiven, hvor det i sidste ende dog lige blev til en pasning for meget for de to canadiere.

10 minutter inde i perioden viste Matt Pistilli prøver på sin glimrende teknik i det ene hjørne af banen, da han med hurtig stokteknik og finurlige proptrækkerdriblinger fik sendt tankerne tilbage på Scott Howes, der henrykte det det vestjyske hockeypublikum med sin flamboyante stil i den forgangne sæson.

Et kvarter inde i perioden blev det 2-0 til Esbjerg, da Brock Nixon fra en position bag mål skar ind foran Peltonen og udplacerede den finske keeper lavt ved fjerneste stolpe. Forud for scoringen havde selvsamme Nixon forsøgt sig et par gange mod gæsternes mål i samme skift.

Minuttet efter blev Henrik Clausen udvist for en cross-checking og kampens første power play kom der dermed til at stå Herlev på. Gæsterne fik dog aldrig lagt det store pres på Esbjerg og pludseligt sled Michael Binderup sig fri af de sjællandske markeringer og tog på egen hånd turen ned på Peltonen, som sikkert blev passeret til 3-0. Michael Binderups andet undertalsmål i lige så mange kampe var dermed en realitet.

I periodens sidste minut fik Esbjerg chancen i power play, da Andreas Gath begik en hooking i midtzonen. Her formåede vestjyderne at udbygge føringen til 4-0 ved Mario Lamoureux.

Peltonen troede her at han havde blokeret pucken efter at Matt Pistilli havde sendt en afslutning på mål, men Lamoureux var hurtig i opfattelsen, da han så pucken lå helt fri bag den finske keeper. Scoringen faldt 13 sekunder før pausesignalet og Esbjerg kunne dermed tage en komfortabel føring med i omklædningsrummet, efter en underholdende men noget ensidig 1. periode med usædvanligt få spilstop.

Gæsterne havde det generelt svært tirsdag aften i Esbjerg, men i anden periode skulle det vise sig, at gæsterne heller ikke ligefrem gjorde tingene nemmere for sig selv, da man tog en lang række unødvendige udvisninger; den første efter et par minutters spil til Benjamin Mauritzen for holding.

Esbjergs Søren Nielsen måtte dog også til afkøling for en hooking efter seks minutters spil, men i det efterfølgende Herlev-power play stod Esbjergs Mario Lamoureux for den mest kvalificerede afslutning.

Tre minutter senere blev gæsternes Branislav Bendik udvist for en hooking på Jeppe Holmberg i midtzonen og mindre end et minut senere blev det 5-0, da Lasse Bang under en ny afventende udvisning til gæsterne udbyggede Esbjergs føring. Mikkel Ankjær Nielsen måtte dermed tage plads i udvisningsboksen trods Esbjerg-scoring.

Et kvarter inde i perioden ville også Esbjergs store hollandske back Mike Dalhuisen lege med, da han fik sat sidste stav på en løs puck inde foran Peltonen, som godt kunne have ønsket sig mere opbakning fra sine backs.

Herlev havde dog generelt store problemer med at følge med værterne i de fleste af spillets facetter og som en direkte konsekvens heraf trak Andreas Gath sin anden udvisning i kampen efter 17 minutters spil, da han begik en holding i hjørnet bag eget mål.

Da Victor Backman 25 sekunder senere tog en irritationsudvisning for roughing fik værterne halvandet minuts i spil fem mod tre. Esbjerg behøvede dog kun 49 sekunder, før et massivt pres gav pote. Det var Brock Nixon, der med sit andet mål i kampen, kunne gøre det til 7-0 bag en sagesløs Herelv-keeper.

Netop som Herlev blev fuldtallige fik Sonny Hertzberg raget en unødvendig udvisning til sig for cross-checking.

Men i stedet for ny Esbjerg-scoring bestod den næste dramatik i en game misconduct til værternes Mike Dalhuisen, der markerede sin utilfredshed overfor en Herlev-spiller, hvis opførsel hollænderen tilsyneladende ikke mente skulle gå ubemærket hen.

Herlev benyttede pausen til at skifte målmand, da Aaro Peltonen blev taget ud til fordel for Marc Schlaeger. Trods godt tre minutters Herlev-power paly i kølvandet på Dalhuisens 5 + GM var det småt med Herlev-muligheder.

Matt Pistilli ville også lege med, da han efter seks minutters spil skar ind i banen og gjorde det til 8-0 ved at brugte en Herelv-back som afskærmning, til at kunne sende et hårdt håndledsskud op i det fjerneste hjørne over Marc Schalegers gribehandske.

Branislav Bendik fik 10 minutter inde i perioden testet Henriksen med en glimrende afslutning, men Henriksen var varm, selvom han ikke var blevet sat på mange alvorlige prøver denne tirsdag aften.

Trods to udvisninger til Esbjerg og en enkelt til Herlev mod kampens slutning blev det ikke til flere scoringer og Esbjerg kunne snøre sækken til en usvigelig sikker sejr.

Før kampen: Esbjerg var op og ned i premieren mod Herning, men sluttede glimrende af i anden halvdel af kampen, hvor Energy var et skridt foran gæsterne. Forvent en stormende offensiv fra hjemmeholdet og en ligeså tæt og disciplineret defensiv fra gæsterne, der vil køre videre i samme spor som fredag i Vojens.

– Vi skal huske at være klar fra starten. Vi mødte et Herning-hold, der var helt klar. Jeg siger ikke, at vi ikke var klar, men vi var ikke klar til at modstå det, som Herning kom med.

– Vi foretog så nogle justeringer gennem kampen og det var rart at se, at vi formåede at komme ”fra baghjul” og sikre to ud af tre mulige point, siger Esbjerg-træner Mark Pederson i klubbens optakt.

– Herlev leverede et flot stykke arbejde ved egen blå linje og de arbejder hårdt med deres returløb. Så hvis der er plads i deres defensiv skal den udnyttes, for det sker ikke så tit. Ellers må man gå andre veje, lægge pucken dybt ned i angrebszonen og jagte den, lyder det fra Esbjerg-træneren.

Holdene: Esbjerg mangler den karantæneramte Rasmus Vad Christensen, der stadig mangler at sidde ude to kampe. Hos Herlev ingen meldinger om skader efter kampen fredag i SE Arena.

Hold øje med: Herlev-målmand Aaro Peltonen var skarp, da Eagles mødte SønderjyskE i premieren. Han kommer også under pres i aften. Hos Esbjerg synes en spiller som Mario Lamoureux at sætte aftryk – både fysisk og pointmæssigt.