Game center: Esbjerg-Gentofte

Før kampen: Esbjerg Energy kalder det kampen om fjerdepladsen – og appellerer i øvrigt til, at publikum i Vestjylland husker, at den først spilles 20:30 i aften i Granly Hockey Arena. Esbjerg er faktisk det sidste hold, der – inklusive overtid – har formået at besejre Gentofte Stars, så derfor bliver matchen i aften usandsynlig interessant.

Siden dengang har Gentofte været både i Frederikshavn, Herning og Aalborg med sejre til følge. Derfor er respekten for modstanderen kæmpestor i Esbjerg-lejren.

– Vi så jo sidste år, at Gentofte kunne drille nogle af topholdene, og i år er Gentofte-truppen blevet endnu bredere. Den er krydret med stærke danskere og med nogle gode udenlandske spillere, så det er helt klart en stærk modstander vi skal møde, siger U20-landsholdsspilleren Jeppe Holmberg i klubbens kampoptakt.

– De arbejder hårdt i samtlige 60 minutter. De er dygtige til at forechecke og lægger et tungt pres på os, og så må vi ikke glemme, at udlændingene er dygtige, ikke mindst til at score mål, siger han.

– Gentofte var nye i ligaen i sidste sæson, så de spiller nu deres anden sæson i denne omgang. Deres succes i sidste sæson var overskuelig, men i år har de helt bestemt skabt et stærkere mandskab, hvor de udnytter deres talenter. De kan profitere af sidste års erfaringer, bevæger sig helt sikkert i den rigtige retning og er klart forstærkede, siger Mark Pederson.

Gentofte Stars topper formbaromeret for de seneste fem kampe med 14 point og har fundet recepten på udebane. Defensiven er stærk, og fremad scorer profilerne de nødvendige mål. Bundsolidt arbejde af Karsten Arvidsen og hans mandskab. Yannick Vedel, hjemvendt fra Nordamerika, var bedste mand på isen i Aalborg i tirsdag, og er begyndt at arbejde sig ind som en ligaens danske profiler. En spændende spiller.

Hold øje med: Det er kontramaskinen Kunyk og Jekimovs, som Esbjerg stensikkert vil kigge efter i aften. De to Gentofte-profiler er herrefarlige i omstillingerne. Hos Esbjerg scorede Mike Dalhuisen det afgørende mål i Odense mandag aften. En tough og tung back, der tager de fysiske konfrontationer med glæde.

Holdene: Esbjerg havde alt intakt i Odense mandag aften, bortset fra målmand Nikolaj Henriksen, der har fået masser af spilletid i år i kampen med Frazee om den post. Gentofte også med fuldt hold i Aalborg for nylig og ingen meldinger om skader efter den kamp.