Game center: Esbjerg-Gentofte

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Efter et jævnbyrdigt første opgør mellem de to klubber, som Esbjerg Energy vandt i overtid, har vestjyderne snuppet de to seneste opgør mellem klubberne “rent”. Vestjyderne har vundet 4-1 og 3-2 (sidstnævnte kamp blev ændret til 5-0 på grund af protesten over Gentoftes import).

Til gengæld kommer Energy med en række skuffelser i bagagen og måske den mest ærgerlige, sportslige periode i sæsonen som umiddelbart indtryk. Først det frygtelige nederlag og den elendige anden periode i Odense, og derefter det ærgerlige exit fra Metal Cup-semifinalen hjemme mod Frederikshavn.

Esbjerg missede chancen for en finale i overtiden, og det må have gjort frygteligt ondt på Mark Pedersons tropper, der ellers var blevet forstærket med Tyler Gron, der i lørdags var sendt ind i kæden med Søren Nielsen og Brock Nixon.

Til gengæld er der måske lidt træthed at spore hos de U20-landsholdsspillere, der har været af sted i december, ligesom det også har haft sin påvirkning på resten af truppens bredde. Det kan måske være en af forklaringerne på Esbjergs nedtur på det seneste.

For Gentofte er der efterhånden kun en devise. Det gælder om at score point. Stars-spillerne har kun vundet over Herlev i de sidste 15 kampe, der har budt på 12 nederlag. Nu skal Karsten Arvidsens mandskab altså til at hente pinde i tabellen, hvis det skal blive til en slutspilsplads foran ikke mindst fremstormende Aalborg.

Med Cody Kunyk, der formentlig lige så stille finder formen, tilbage i truppen – og et i øvrigt på papiret rigtig fornuftigt mandskab, så bør Gentofte også kunne melde sig ind i kampen om point igen. Mon ikke, det er et spørgsmål om, at Stars-spillerne lige får den forløsende indsats og sejr, der giver den nødvendige selvtillid tilbage?

Holdene: Esbjerg har haft Esben Nielsen ude i en rum tid, mens Gentofte senest var i Aalborg uden Christopher Nielsen, Carl Gustav Schultz og Mathias Rugholm.

Hold øje med: Francis Verreault-Paul startede som lyn og torden mod Esbjerg med to mål i sin debut for Gentofte. Måske kan han gøre det igen? Hos Esbjerg kunne Brock Nixon måske igen træde frem på tapetet i et nyt samarbejde med Tyler Gron.