Game center: Aalborg-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Aalborg Pirates har nu spillet seks kampe uden at få point, og nu skal det efterhånden til at være, hvis nordjyderne ikke skal hægtes helt af i bunden af Metal Ligaen. I aften kommer Rungsted på besøg, og med nordsjællændernes pauvre indsats i den seneste kamp mod Gentofte in mente, så er det måske i aften, Pirates skal slå til.

Mon ikke Rungsted vil blive mødt af et aggressivt, hårdt skøjtende hjemmehold, der går efter at ryste et gæstehold med grumme busben efter den lange tur op gennem Jylland?

Følg kampen via Metal Ligaens livecenter her:

– Vi skal fokusere lidt på os selv i stedet for på modstanderen. Vi skal ligge kampens vigtighed lidt til side, og så bare køre på, som vi gjorde tidligere på sæsonen, siger Aalborgs assisterende træner Ronny Larsen til klubbens hjemmeside.

Aalborg kan hente optimisme i det faktum, at det unge Pirates-mandskab faktisk slog Rungsted ud af Metal Cup tidligere på sæsonen. Her vandt nordjyderne med 1-0 og 3-1 og formåede dengang at holde tæt bagude. Det har Aalborg haft problemer med, siden Metal Ligaen gik i gang.

Se videooptakt fra Pirates tv ved at klikke her: 

Rungsted kommer fra et nederlag til Gentofte i en bedrøvelig affære, efter at Nikolaj Rosenthal ellers havde bagt op til kampen med størst mulige optimisme. Så det må være op med hovederne og revanchetid for Per Holten Møllers og Olaf Ellers mandskab, der med et nederlag i aften bliver trukket med ned i bundsølet.

En sejr vil til gengæld lune og sende Rungsted op på en solid og rolig midterplacering.

Holdene: Aalborg stiller ifølge klubbens hjemmeside op uden kaptajn Daniel Madsen, mens Rungsted til kampen mod Gentofte fredag var uden Joachim Holten Møller (ude i fire kampe) og den store back Daniel H. Nielsen. Begge vil i givet fald være gedigne forstærkninger.

Hold øje med: Flere Aalborg-spillere skal vise sig rent pointmæssigt, hvis Pirates vil have noget med hjem. Det nytter ikke, at målene er overladt til Nicolai Meyer. Hos Rungsted har Tobias Kisum vist gode takter siden comebacket, og bliver måske en nøglespiller mod Aalborgs nederste kæder.