Game center: Aalborg-Rødovre

Kristian Kodal i aktion for Aalborg Pirates (Metalligaen 2014/2015, 19. September 2014, Unibet Arena, Gentofte) Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls 2-6 (2-3,0-2,0-1)

1329 tilskuere var taget i Gigantium for at blive underholdt både på og udenfor isen, men underholdningen var – set med hjemmeholdets øjne – bedre inden kampen, hvor der var standup comedy i foyeren.

Aalborg Pirates stillede til kampen uden backerne Anders Thode og Kristian Kodal, der stadig sidder ude med skader. Derimod var svenske Sebastian Fakt med i kampen, der har trænet med i et stykke tid i Aalborg. Fakt kommer med en fortid i Leksands ungdomshockey, så er det er en spiller, som Jens Nielsen har et godt kendskab til.

Det var en eksplosiv åbning på kampen, hvor der allerede efter små 6½ minut var scoret tre gange.

Det var Rødovre, der efter en fejl bag Pirates’ mål scorede til 0-1. Pucken endte pludseligt foran mål, hvor Jonas Sass stod klar til at sende den ind til 0-1.

Så startede “The Nicolai Meyer Show” med to mål med ca. tre minutters mellemrum. Først var det efter en solid arbejdsindsats af fjerdekæden,at  Meyer kom på isen og sendte pucken ind med sin første berøring i det skift. Rødovre fik et par udvisninger, og dem udnyttede Meyer til at score til 2-1 for Pirates.

Et par fejl i defensiven blev straffet af Rødovre, der scorede to mål indenfor 33 sekunder, hvor først Phillip Bruggisser sendte pucken ind i mål, og lige efter var det Andrei Chistyakov, der udnyttede en fejl i Pirates-forsvare  foran mål.

Rødovre straffede de fejl, som Pirates lavede i kampen, og det blev de ved med i 2. periode, hvor Pirates dog overlevede et par udvisninge ved at blokere masser af skud.

Rødovre var i spillemæssigt overtag i kampen, og det lykkedes dem at score yderligere to mål indenfor kort tid. Der var ikke den store hjælp til Marcus Lundell i de to situationer.

Det var Nikolaj Krag Christensen og Nicklas Carlsen, der nettede for gæsterne.

Pirates kæmpede hårdt i starten af 3. periode, hvor det var tydeligt, at Rødovre lod Pirates have pucken mere. Rødovre ville forsvare føringen hjem.

Aalborg fik et par muligheder i powerplay, men man kunne ikke udnytte disse muligheder til scoring. I sidste minut fik Pirates et par udvisninger, og der lukkede Rødovre kampen helt med endnu en Bruggisser-scoring.

Før kampen: Aalborg Pirates tabte to kampe mod Frederikshavn i weekenden, men har til gengæld i bevidstheden, at det tidligere i sæsonen blev til en sejr i Metal Cuppen mod aftenens modstander, Rødovre Mighty Bulls.

Det var dog efter en kamp, hvor Rødovre skød og skød, men røg op mod et Aalborg-hold, der leverede stor effektivitet og en stærk defensiv.

Mon ikke det i aften er Rødovre, der kommer defensivt og venter på, at aalborgenserne skal angribe? Det gjorde Rødovre i fredags mod Gentofte og demonstrerede en perfekt omgang udebanehockey i 4-0-sejren.

Her stod Stefan Ridderwall – som cifrene antydede – en fin kamp for Rødovre, ligesom defensiven hos Jesper Duus’ mandskab ligeledes fungerede glimrende.

Så trods nederlag mod Aalborg i Metal Cuppen, kommer Rødovre vel som lille favorit med bussen til Nordjylland.

Holdene: Aalborg Pirates ser ud til stadig at mangle de to backer, Kristian Kodal og Anders Thode, der begge er ude med skader. Mon ikke Rødovre skal se bort fra Anders Schultz, der kom skadet ud fra første runde-kampen i Gentofte?

Hold øje med: Olle Liss skal sammen med Nicolai Meyer score målene for Aalborg Pirates, mens Rødovres målmand Stefan Ridderwall satser stenhårdt på at fortsætte nullet fra Gentofte-kampen fredag aften.