Game center: Aalborg-Herning

Før kampen: Aalborg Pirates sprudlede for første gang i sæsonen sådan rigtig, da Esbjerg tirsdag aften blev sendt hjem med et sviende nederlag. Pirates vandt 6-1 over vestjyderne.

Vi har været med i alle kampe i den her sæson. Med lidt held og lidt mere koldblodighed i afgørende situationer havde vi haft mere end de seks point, vi har nu. Vi har været i vinderposition i flere kampe, og spillet lige op med alle modstandere.

– Vi spillede en taktisk pragtkamp med stor disciplin i spillet – og det var netop disciplinen, der blev afgørende. Det var en stor kollektiv præstation, sagde Aalborgs Magnus Leth Nielsen til FACEOFF-online.dk efter kampen tirsdag.

Bliver næste offer et usikkert Herning-hold, der kommer fra et nederlag på 1-2 mod Gentofte og en næsten historisk dårlig ottendeplads så langt inde i sæsonen.

Træner Mario Simioni synes at prøve alt.

Både med udråb i medierne og interne møder med nøglespillere og udlændinge. Indtil nu har det ikke virket. Hernings problem er offensiven og målscoringen. Går der hul på bylden i aften i Gigantium Isarena?

Holdene: Der synes at være mere eller mindre fuldt hold hos begge aftenens mandskaber. Ingen meldinger om skader i tirsdagens kampe.

Hold øje med: Hvilken sæson Nicolai Meyer hidtil har haft. Skiftet fra Frederikshavn har givet ham spilletid og givet ham mål. Fortsætter han i aften? Hos Herning er fokus naturligvis på angrebet. Hvem bryder måltørken? Skal Sagat og Sinisalo eksempelvis i gang?