Game center: Aalborg-Herning

Før kampen: Der er afdansningsbal og festaften i Aalborg, hvor hjemmeholdet tager imod Herning i sæsonens sidste match i grundspillet. Det er stensikkert, at Aalborg ender som nummer otte, men det var over de fleste udefrakommendes forventning og måske også over aalborgensernes egne.

Derfor er der gratis adgang i Gigantium til det, der sagtens kan blive en underholdende match, hvor begge hold kan spille helt frit. Skal vi ikke forvente minimum omkring 3000 tilskuere i Aalborg, hvor Aalborg trods den dårlige placering har leveret et ganske glimrende tilskuersnit.

Og der er stor glæde i organisationen. Direktør Thomas Bjuring til Nordjyske:

– Slutspil kan være med til at starte en positiv økonomisk udvikling, for det er utrolig attraktivt at være med. Afhængig af hvem vi møder i slutspillet, så betyder det for en klub som vores en minimumsgevinst på mellem 250.000 og 500.000 kroner, lyder det.

Herning har fokus på noget, der ligner en kvartfinale mod Odense, og mon ikke Mario Simioni sparer alt, hvad spares kan. Omvendt er det også vigtigt for en mand som Jerred Smithson, der brillerede fredag mod Gentofte, at holde sig i gear frem mod fredagens vigtige match.

Holdene: Der gættes herfra på, at de to hold bliver ganske grundigt mikset op i aften. Aalborg har haft et hav af U20-spillere til DM i weekenden. Får nogle af dem en slapper i benene? Og hvor mange folk sparer Herning i aften?

Hold øje med: Aalborgs Romans Semjonovs begyndte sin danske oplevelse med 0-13 i Odense. Derefter er det kun blevet bedre. Kan han blive en joker i det kommende slutspil? Hos Herning synes Jerred Smithson at være en nøgle til holdets styrke. Han kan blive forskellen på godt og skidt i den kommende kvartfinaleserie.