Galbraith smidt i bad mod Hardt

Karlskrona har fået en svær start på sæsonen, og kravet var point da Hardt og Linköping gæstede Karlskrona Arena her til aften.

Men en god start blev det ikke for Karlskrona, da Patrick Galbraith – som startede i mål – tabte hovedet et sekund. Han blokerede pucken efter en ufarlig situation, men da Sebastian Karlsson skøjtede ind for at prikke til pucken – i det her tilfælde Galbraith – svarede danskeren igen med en stokhandske i hovedet på svenskeren.

Forseelsen sendte Galbraith i bad, og de følgende fem minutters undertal afgjorde kampen, for da udvisningen var forbi havde Linköping bragt sig foran 0-3.

Modsat Galbraith får Hardt stor ros for sin præstation her til aften, hvor han assisterede til Broc Littles 1-4 mål. Hard(t)hitteren havde +1 i sine 16:35 minutters istid.

Sejren placerer Linköping på en delt andenplads med Brynäs, hvorimod Karlskrona bliver liggende på sidstepladsen.