Galansky og Odense sejrer på heden

Herning Blue Fox – Odense Bulldogs: 2-3 (1-1, 0-0, 1-1) 0-0, 0-1

Gæsterne fra Odense Bulldogs skulle forsøge at hente sæsonens første sejr over Blue Fox, mens hjemmeholdet håbede på at fortsætte den gode stime af sejre.

Fra start spillede begge hold en anelse afventende, og det var sparsomt med både tempo og chancer. Gæsterne kom til Herning med fokus på det fysiske spil, og Mike Daugulis førte som så ofte før an med to knaldhårde tacklinger i samme skift og på samme Lauridsen.

Herefter fulgte vilde 17 sekunder. Daniel Nielsen med nr. 11 på ryggen leverede sin første scoring for Blue Fox, inden Søren Pedersen gjorde ham kunsten efter og nettede på forarbejde af Dale Mitchell. 1-1 kort inde i perioden og en stilling, der holdt perioden ud.

Gæsterne fortsatte det tunge fysiske spil, og det var var det ganske paradoksalt, at Jerred Smithson på noget, der lignede rævenes første tackling, måtte til afkøling. Powerplayet var uden den sædvanlige skarphed, men momentum strøg over til fynboerne.

Det beholdt gæsterne, indtil Mike Daugulis tog fynboernes første udvisning, hvor Jordan George forsøgte at mase pucken i mål, men Galansky holdt stand og dermed blev det ved 1-1 efter 20 minutter.

Hjemmeholdet virkede mærkede af et hårdt kampprogram og Odense kom bedst ud til anden periode. En ny udvisning til Jerred Smithson kastede et nyt powerplay af sig, og Sean Wiles, kampens store individualist, var tæt på at finde krogen.

Kampen var utrolig tæt og de to hold lykkedes sjældent med at komme igennem. Joachim Linnet, som var blandt hjemmeholdets bedste, tvang Galansky ud i en stor redning, og kort efter kørte Steffen Frank solo i gæsternes zone, men tjekken lod sig ikke sådan passere.

Hjemmeholdet kæmpede sig til deres andet powerplay mod slutningen af perioden, og tættest på kom Daniel K. Nielsen, da han sendte et lumsk håndledsskud mod mål. Galansky måtte give en sjælden retur ved denne lejlighed og Smithson var tæt på at skrabe den puck i kassen.

Blue Fox kom bedst ud til tredje periode som man i store dele også dominerede. Afslutninger fra Essery og Frank skød perioden i gang, men alligevel blev gæsterne næste hold på tavlen.

Omstillinger var fynboernes bedste våben og en sådan udnyttede Rasmus Bjerrum med et håndledsskud op i fjerneste hjørne.

Odense var tæt på at score endnu engang ved både Dale Mitchell og Sean Wiles, men Pisar viste klassen i rævenes mål. Dale Mitchell fik endda muligheden på straffeslag efter et lækkert træk, men den rutinerede slovak havde læst afslutningen.

Blue Fox investerede mest og fortjente en udligning. Da Joachim Nettelbladt med noget, der mest lignede en glidende tackling, blev udvist, slog hjemmeholdet til i det efterfølgende powerplay. Kyle Essery fik tæt under mål sendt pucken på tværs og Markus Jensen missede ikke det store tilbud. 2-2 på Kvik Hockey Arena.

Rævene fik også mulighed for at snuppe alle tre point med endnu et powerplay kort før tid. Det var flere gange tæt på, men kampens bedste spiller stod desværre for hjemmeholdet inde i gæsternes mål. Stærkt forfulgt var han af Lubos Pisar, som sendte kampen i overtime, da han greb Sean Wiles ud på et breakaway sekunder før tid.

Hjemmeholdet dominerede stort i de efterfølgende fem minutter, og Tadeas Galansky måtte nok engang finde storspillet frem. Tættest på kom Kyle Essery da han helt blank foran mål kom frem til en afslutning, men direktøren blev sendt forbi mål.

Herning har været særdeles effektive i straffeslag i denne sæson, men på denne råkolde fredag aften måtte rævene bøje sig for Odense og Galansky. Tjekken reddede forsøgene fra Smithson, George og Sinisalo og så kunne Sean Wiles lade sig hylde som matchvinder.