Galansky og Mitchell hovedpersoner i Odense-triumf

Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs 4-6 (1-2,2-1,1-3) Målmand Tad Galansky og allestedsnærværende Dale Mitchell var den store årsag til at Odense her til aften kunne vinde i det ellers så uindtagelige fort i nord. De havde en god aften i hver sin ende af banen, og banede vejen for tre point til fynboerne.

Wauw for en første periode i Scanel Hockey Arena her til aften. Ganske underholdende ishockey med masser af aktioner og højdepunkter.

Hjemmeholdet startede med et voldsomt pres ned mod den tjekkiske keeper Galansky i gæsternes bur, der kvitterede med mirakelredninger på stribe. Bau, Miller, og de andre høge-drenge havde masser af tilbud til at bringe sig i spidsen, men tjekken var én stor sprællemand på de giftige forsøg.

Havde høgene været foran 4-0 halvvejs i perioden, havde gæsterne ikke kunne sige noget til det, men heldigvis for dem havde Galansky fundet storspillet frem. Helt forhindre mål imod kunne han ikke, så da Mads Schaarup var til afsoning i straffeboksen, slog hjemmeholdets giftige powerplay-kæde til med en scoring.

Tim Kunes sendte pucken mod mål, og her måtte tjekken give en retur som Colin Vock udnyttede på fornem vis. 1-0 til hjemmeholdet, der samtidig på det tidspunkt havde en skudstatistik der hed 10-0, var en realitet.

Men så slog Odense til, som man mindst ventede det. En rystende usikker Christian Larsen var slet ikke blevet spillet varm i hjemmeholdets bur, og først var Mitchell tæt på med et godt forsøg, og kort efter droppede Christian Larsen fælt, da han tabte en ufarlig puck som Sean Wiles sikkert udnyttede til at udligne.

Usikkerheden fortsatte hos Christian Larsen, der var tæt på at give yderligere en scoring væk. Han skal dog ikke lastes for Odenses 2-1 føring, hvor hjemmeholdets forward Marcus Olsson fuldstændig snorksov.

Han tabte staven, og i stedet for at spille videre uden, så hentede han sin stav på vej ud i hjørnet, alt imens Odense så kunne udnytte den åbning det gav foran mål at svenskeren var væk, og så kunne Joakim Nettelbladt forholdsvis nemt bringe fynboerne i spidsen.

Der skete ting og sager i begge ender, og Colin Vock havde en stor chance der ramte overliggeren, og Odenses Mike Daugalis brændte en lille friløber, da Adam Miller sjusket tabte pucken til canadieren. I de døende sekunder af perioden var det tæt på 3-1 til gæsterne, da Christian Larsen fumlede med pucken i stedet for at blokere den.

Anden periode fortsatte i samme spor som de første tyve minutter. Der var gang i den, og vi fik endnu mere tænding på, uden det god gik over gevind. Det var blot med til at sætte publikum endnu mere op i det herlige nytårsbrag.

Hjemmeholdet fik udlignet til 2-2, da Robin Bergman udnyttede et lille koks i gæsternes defensiv. Svenskeren eksekverede sikkert pucken i mål. Han var kort efter meget tæt på at gøre det til 3-2, men her var overliggeren i vejen.

Odense havde også deres muligheder, men Christian Larsen fandt et mere sikkert spil frem end han havde vist i første periode. Han havde blandt andet en fornem refleksredning, hvor alle i hallen havde set Odense bringe sig foran igen.

Foran kom White Hawks kort efter i overtal. Ikke et typisk overtalspil, men alligevel fik Mathias Bau sendt skiven ind bag en prisgivet Galansky til 3-2. 

God stemning på lægterne, og de tre fans fra Odense kunne med godt tre minutter tilbage af anden periode juble over holdets tredje scoring i aften. Allestedsværende Dale Mitchell slog til, og så var der balance i regnskabet. 3-3. 

De tre supportere fra det fynske kunne juble igen i starten af tredje periode da Mike Daugulis flot styrede et skud fra Rasmus Bjerrum i mål. Hjemmeholdets backer gav alt for meget plads til canadieren, der nærmest uhindret kunne score.

Det blev også 5-3 til gæsterne da Dave Mitchell scorede på en hurtig kontra. Vendelboerne appellerede kraftigt for en udvisning begået mod Mathias Bau, men de to hoveddommere så ikke situationen på samme måde.

Derfor var det en ophidset Mads Bech, der skøjtede direkte hen for at give sin mening til kende. Der skal ellers meget til at få den så rolige frederikshavner op i det røde felt.

Der var chancer nok i begge ender og flere hårde indbyrdes infights. Dahlström og Mitchell lignede ikke nogle der var perlevenner i aften, så spændende om de fortsætter deres indbyrdes opgør i returopgøret i morgen aften.

Marcus Olsson fik kort før tid reduceret til 5-4 i en situation hvor Christian Larsen var erstattet med en ekstra markspiller. Det scenarie fortsatte efterfølgende, men nu med en Odense-scoring i tomt bur til følge. Det var McDonough der scorede årets sidste mål i Scanel Hockey Arena, og kunne sende de tre point med hjem i Odense bussen til Fyn.