Gæsteklumme: Slut med snakkeassister

Foto: Jan Korsgaard

Nu skal det være slut med ”snakkeassister”. En tendens som hersker omkring point, som tilskrives spillere som ikke skal krediteres et mål, spillere som skal have en assist som fejlagtigt er tilskrevet en anden eller en +/- som er endt i, at en spiller bliver fanget af, at en spiller skifter og der scores, inden spilleren er hoppet på is, skriver Kasper Mundt, til daglig ishockeyagent i firmaet KM Sports Management. Vi har givet ham ordet i denne gæsteklumme: 

Det er uden tvivl nemmere at sælge en spiller som lander på 1,5 point i snit, fremfor en der er på 0,13 point i snit. Og derfor er der desværre en stigende tendens til, at man forsøger at snakke sig til et point hist og her. Det skal ganske enkelt tages ud af spillet – og så skal spillere krediteres korrekt.

*

Alle spillere spiller selvfølgelig for sit eget CV, nogle er på gennemrejse, andre vil skabe et solidt fundament i deres respektive klub og andre vil naturligvis hjælpe deres hold på bedste vis, uanset om det er offensivt eller defensivt. Derfor er mål, assister og +/- nøgletal i statistikkerne. Den overvejende udfordring ligger i, at man ikke i dag benytter videomaterialet.

I Norge har man implementeret et system, hvor alle mål tjekkes igennem, således at spillere krediteres korrekt. Inden implementeringen blev der foretaget stikprøver på de første seks kampe, her viste det sig at der skulle ændres på seks mål.

Behovet er lige så stort i den danske liga. Derfor skal der ryddes op i, at det er trænerne, holdlederne eller sågar spillerne, som styrer hvilke point, +/- eller anden statistik der tilføres en enkelt spillers statistik.

I dansk ishockey er det lige nu sådan at alle mål og assister noteres af holdets egne folk, men hvem gør det? Det varierer fra klub til klub, nogle steder er det en holdleder, andre steder er det assistenttræneren eller noget helt andet. Det skal ændres!

*

Klummen her er overordnet skrevet på baggrund af samtaler med spillere, klubledere og andre aktører omkring sporten. En holdleder der for år tilbage opererede i en dansk klub, havde på en udekamp afleveret en kamprapport, hvor rettelser og andet var kommet.

Det var desværre endt med, at en spiller ikke havde fået de to point som han retteligt skulle have. Som han fortalte: “Dem skal jeg have, det giver en bedre kontrakt næste år.” Og det ville være sandfærdigt, hvis statistikkerne var troværdige.

Det er sådan, at man i dansk ishockey lever meget på frivillighed, og det er fantastisk at der er så mange frivillige hjælpere på holdene. Derfor skal det heller ikke ende i en sur diskussion mellem spillere og frivillige holdledere eller andre folk omkring holdene, som står for disse statistikker.

Klubberne skriver gerne to assister på alle mål, selv hvis der ikke skal to assister på – seneste eksempel i kampen tirsdag mellem Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Seier Capitals i PO-kamp 3.

Der findes mange flere eksempler på ovenstående! Men helt overordnet handler det ikke om at pege fingre. Det handler overordnet om at give spillere, klubber og union de bedste forudsætninger for at fremstå troværdige! Derfor skal der indføres nogle procedurer for denne slags, som skal hjælpe ligaen med at opdyrke dygtige spillere, der får hvad de fortjener.

*

I nedenstående findes tre forskellige eksempler og til sidst en konklusion.

Forslag 1: DIU kan ansætte en eller to medarbejdere, som sidder og kigger videoer igennem, som sikrer at mål, assister og +/- tilskrives de/den rigtige spiller. Det kan gøres ud fra klubbernes highlights. Denne metode giver mulighed for, at man senere ansætter disse medarbejdere til også at føre statistik over skud, tacklinger, blokerede skud osv. Data som er uundværligt for både klubber, spillere og trænere.

Forslag 2: Klubberne splitter opgaven mellem sig, således at Herning eksempelvis tjekker Odenses highlights, Aalborg tjekker Gentofte, Rødovre tjekker Herning og så fremdeles. På den måde kan klubberne/unionen spare de penge som man ellers skulle betale for denne service. På den måde, vil man sikre at opgaven bliver løst og at der sker en kvalitetssikring af indførte tal.

Forslag 3: DIU og klubberne køber sig til data fra egne videooptagelser hos firma, som derfor splitter kampen op og nedbryder al data, således at dette igen bygger på det videomateriale som klubberne fremsender. Dette kan løses med udstyr/software som allerede er testet i større ligaer, og som overvejes at brugt i Danmark af enkelte klubber.

*

Konklusionen i ovenstående bygger på økonomisk forståelse, den i forvejen pressede frivillighedskonto, som i forvejen er presset af ulønnet arbejde i klubberne. Der skal uden tvivl vælges forslag 1. Det skal være en eller to medarbejdere som sidder med denne tjans. Og det betyder at unionen enten må bruge de folk der i forvejen er ansat, eller ansatte nogle nye. Der tror jeg mest på det sidste, de folk der i forvejen er ansat er rigeligt spændt for.

Derfor bør det være en lønnet tjans, som unionen dækker qua deres opkrævninger hos klubberne. Det vil i sidste ende gavne en masse spillere, også i landsholdsregi.

Det kan være aflønning af forskellig karakter. For eksempel adgang til kampene, en kontant betaling eller noget tredje. Egentlig vil jeg ikke blande mig i hvordan klubberne/unionen aflønner deres arbejdskraft, men det er vigtigt at der kommer fokus på det her problem.