Fynsk fredagsstime forpurret på Black Friday

Foto - Bluelinemedia.dk

Odense Bulldogs-Aalborg Pirates 2-3 (0-2, 0-1, 2-0) Mens nationen gik amok i tilbudsrus satte to af de kommende Final Four-kombattanter hinanden stævne i Odense Isstadion. Hidtil har Odense Bulldogs været uovervindelige i fredagskampe i egen hule, men på denne Black Friday blev stimen stoppet.

Anført af Kirill Kabanov, der stemplede ind med to fuldtræffere, og ikke mindst en sprællende Tadeas Galansky mellem stængerne, kørte nordjyderne sejren i hus. Tjekken på sin gamle hjemmebane, hvor særligt Dale Mitchell testede sin tidligere holdkammerat til fingerspidserne.

Holdene gik lige så ærgerrigt til værks fra første fløjt, som var de handlende på jagt efter den sidste nedsatte fladskærm, og publikum fik en afvekslende og chancerig åbning på opgøret, hvor det var piraterne, der slog først.

Julian Jakobsen og Mikkel Højbjerg knoklede løs på et par løse pucke, hvorefter sidstnævntes tvillingebror Martin samlede skiven op, vendte rundt med et smart træk midt i slottet og lagde den under Robin Rahm til 0-1 efter kun godt tre minutters spil.

Det slog ingenlunde værterne ud, for i et powerplay satte de stort tryk på. Normalt er Dale Mitchell, blandt meget andet, garant for en bidende effektivitet, men i dag udeblev den.

Ikke mindst da pucken blev serveret for ham på hans favoritposition i powerplayet til venstre for målet. Galansky oversatsede og gik all-in på en afslutning fra Anthony Camara på den anden stolpe – men i stedet for at skyde viste canadieren stort overblik, lagde pucken på tværs og blottede dermed et helt åbent mål til Mitchell, der imidlertid firsttimede på stolpen. Til tydelig ærgrelse hos den tidligere dobbelte ligatopscorer.

Aalborg trak en udvisning mere, og presset steg yderligere et par grader fra den farlige førstefemmer. Dale Mitchell havde endnu et par store muligheder, men Galansky var brandvarm fra start. Ligeledes da samme Mitchell skiftede over til oplæggerens rolle i en hurtig spilvending senere i perioden. Jonas Hansen blev spillet fri i to-mod-en-situationen, men fik ikke ordentlig ram på canadierens pasning.

I den modsatte ende var Robin Rahm heller ikke arbejdsløs i den underholdende indledning. I det 17. minut måtte han dog igen fiske pucken ud af netmaskerne, da en retur – efter et par hurtige pasninger og en afslutning fra Olivier Hinse – hoppede ud til Kirill Kabanov, som scorede sikkert.

Christopher Frederiksen nåede også at tegne sig for en stor chance, men her var Rahm klar med en redning tæt under mål.

Gæsterne fik opgøret bedre under kontrol i anden periode, men når Bulldogs rørte på sig, så var det til gengæld drønfarligt. I en undertalssituation blev lynhurtige Yannick Vedel pludselig skudt afsted på en friløber, men også her var Galansky årvågen med en sikker benparade. Den duel skulle få en opfølgning senere i matchen.

Endnu større var chancen, da Bulldogs brød pucken i midtzonen og igen vendte spillet hurtigt. Dale Mitchell, igen i oplæggerens rolle, lagde pucken på tværs til Søren Nielsen, men en imponerende og lynhurtig sideværs forflytning til bagerste stolpe af Galansky bevarede 0-2-stillingen.

Derfor lignede det også den definitive afgørelse, da Kirill Kabanov igen kom på måltavlen i det 37. minut. Et fynsk pucktab i offensiv zone kombineret med et returløb, der lod meget tilbage at ønske, var blandt ingredienserne til 0-3-målet.

Aalborg-spillerne udnyttede derimod tre-mod-en-situationen på flotteste vis. Jeppe Jul Korsgaards kølige tværpasning var højdepunktet, som skar sagesløse Rahms parader endegyldigt op, så gæsternes russer let kunne gøre sig til dobbelt målscorer.

Victor Panelin-Borg burde have øget føringen yderligere, da han i periodens sidste minutter pludselig vandrede ind tæt under mål fra sin backposition. Robin Rahm blev rundet med et træk til baghånden, men inde i målfeltet fik Jacob Johnston flot afværget den store mulighed.

Alligevel lignede det game over for fynboerne, men Mikael Gaths tropper fik rejst sig i tredje periode. Knap fire minutter inde i perioden var det således tid til anden omgang af Vedel vs. Galansky og igen i undertal.

Martin Larsen demonstrerede stort overblik nede i hjørnet af egen zone og med en knivskarp pasning sendte han sin hurtige wing alene i fuldt firspring op langs venstrekanten. Vedel tøvede snedigt i afslutningsøjeblikket, åbenbarede dermed en lille sprække i Galansky-panseret, og satte pucken ind til reducering 1-3.

Yderligere mål hang dog ikke ligefrem tungt i luften herefter. Chancefrekvensen var dalet markant og nordjyderne virkede i fuld kontrol. Mest dramatisk var Anthony Camaras tackling på Victor Panelin-Borg. Den store, stærke svensker måtte hjælpes fra isen og efterses af kamplægen. Han kom ikke tilbage på isen.

Netop Camara kom i anderledes positivt fokus med en håndfuld minutter tilbage af opgøret. Søren Nielsen fandt Andreas Pedersen i toppen af slottet, backen skød resolut og foran mål styrede Camara pucken ind til 2-3 og en hed afslutning var i vente.

Gæsterne forsvarede sig imidlertid forbilledligt, og med et halvt minut igen havde de ligeledes en smule held i sprøjten, da Mikkel Højbjerg øjensynligt sendte pucken direkte ud over plexiglasset. Han slap dog for udvisning til stor frustration for hjemmeholdet.

Det sidste pres blev efterfølgende afværget af Pirates, der efter sidste fløjt kunne stimle sammen omkring Galansky i jubel over en udbytterig Black Friday. Med sejren går nordjyderne på Metal Ligaens andenplads – forbi netop Bulldogs, der efter en flot sejrsstime nu har tabt de to seneste kampe.