
Fem danskere var lørdag aften i aktion i den bedste svenske række.
I Ängelholm havde Rögle besøg af ligaens nummer fire, Brynäs. Aftenen skulle vise sig at blive en milepæl for Jesper Jensen, som lavede sit første SHL-point nogensinde, da han assisterede Sebastian Wännströms udligning til 3-3.
Der blev ikke scoret mere i regulær tid, men det var Brynäs der trak det længste strå i overtiden, da Greg Scott afgjorde det for gæsterne.
Trods nederlaget får Rögle ét point, og det bringer dem op på en delt niendeplads.
Udover sin assist havde Jesper Jensen -1. Emil Kristensen var igen ikke med.
Hardt en af isens bedste
I Jönköping tog HV71 imod Hardts Linköping, og danskeren var en vigig brik i 1-2-sejren.
Det blev ikke til nogle point fra danskeren, men han skabte mange målchancer, både for sig selv om holdkammeraterne og han får meget ros i de svenske medier.
Hans enorme arbejdsmoral og stærke forechecking skabte også problemer for HV-spillerne.
En anden stor profil i kampen, var Hardts 20-årige holdkammerat nede i målet, Marcus Högberg. Han havde fantastiske redninger i løbet ad kampen, og forlod isen med en redningsprocent på hele 96,43%.
Storebror Lauridsen med i Frölunda-succes
Frölunda har fået en rigtig god start på sæsonen, og gårsdagens kamp mod Skellefteå bød på endnu en sejr.
Da slutsignalet lød var cifrene 6-2 i indianernes favør, og de har dermed lagt sig alene i front med 16 point.
Oliver Lauridsen startede i fjerdekæden, og havde to udvisningsminutter.
Nedturen fortsætter for Malmö og Karlskrona
Malmö og Karlskrona løb begge ind i endnu et nederlag lørdag aften, og er nu på henholdsvis 13.- og 14.-pladsen. Begge under stregen.
Frederik Storm og co. tabte ude 3-0 til Djurgården, hvor Storm måtte gå fra banen uden point og i -1. Han har nu spillet seks kampe, og lavet ét point.
Karlskrona startede med Galbraith i målet for anden kamp i træk, men det er nok en kamp, som danskeren vil glemme hurtigst muligt.
Nyoprykkerne tabte 2-4 hjemme mod mestrene fra Växjö, hvor Galbraith havde 31 skud imod sig, men reddede 27 af dem. Det giver en redningsprocent på 87,10%, hvilket gør det spændende at se, om det bliver ham eller Fernström der starter i næste kamp.
Det ligger måske lidt i kortene at det bliver Fernström, da Galbraith som sagt har stået de sidste to kampe, og den sidste kamp var desværre ikke danskerens bedste kamp.