From fløj lidt for højt efter U20-VM – nu i ro igen

Den danske U20-landsholdsspiller Mathias From fik lørdag sit første SHL-point nogensinde, og det var første gang siden begyndelsen af december, at From fik lov at være med hos Rögles A-mandskab. I et interview med Helsingborgs Dagblad efter lørdagens kamp – som i øvrigt endte 4-1 til Växjö Lakers – erkender Mathias From, at han lige har skullet finde “back to basics” efter U20-VM i Helsinki i december.

– Jeg vil egentlig ikke tale om, hvordan det har været efter JVM. Jeg kom fra en rigtig god turnering, men har haft en lille downperiode. Heller ikke på U20-landsholdet har jeg leveret så meget, som jeg havde håbet, måske har jeg haft glemt lidt, hvad det hele handler om, siger From til hd.se.

– Det handler om at vågne op hver dag og tænke, at jeg elsker hockeyen. Jeg har fokuseret på forkerte ting, men nu føles det som om, jeg har fundet den rette vej igen og er begyndt falde til ro.

Du er ung. Fløj du for højt efter JVM, spørger journalisten fra Helsingborgs Dagblad.

– Ja, jeg har talt med lederne i Rögle om det: At jeg stadig skal lære ting og komme lidt ned igen. Jeg har hørt, hvad de har sagt og nu går det fint igen, siger Mathias From, der via sin VM-indsats røg helt op som nummer 25 på NHL’s midterm rankings hos Central Scouting.