Frisk aften for Rungsted i Bitcoin Arena

Morten Jensen - Rungsted Seier Capital - Foto: Bluelinemedia.dk

På forhånd en solid modstander for Rungsted i aften i Bitcoin, hvor det stærke norske mandskab Frisk/Asker kom på besøg med flere prominente importspillere på holdet. 

Nordmændene havde ifølge egen Twitter-konto også god fat i spillet i en målløs første periode, som endte 0-0, men som kampen skred frem, fik hjemmeholdet bedre fat. 

Marcus Olsson gjorde det til 1-0 for Rungsted i fem mod tre, og Rasmus Anderssons 2-0-kasse blev såmænd også sendt ind i dobbelt overtal. Gæsterne fik mange udvisninger og derfor også symptomatisk, at reduceringen fra Kyle Bonis faldt, mens Frisk/Asker såmænd var i undertal. 

25 sekunder inde i tredje periode scorede Tyler Fiddler til 3-1 for Rungsted, og den nyudnævnte kaptajn Marcus Olsson lagde til til sidst med endnu en kasse i powerplay. 

Svenskeren har i den grad fået en solid start på sin sæson i det nordsjællandske, og Rungsted fortsatte fornuftige takter fra kampen mod Kristianstads IK torsdag aften, hvor det blev sikre 6-2. 

Frisk/Asker spiller i morgen i Herlev.