French og Seldrup afgørende i Aalborg

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Aalborg Pirates – Esbjerg Energy 0-1 (0-0, 0-0, 0-1) Torsdag aften og hockey i Bentax Isarena er ikke noget, der normalt hænger sammen, men det gjorde det i aften. Esbjerg kom på besøg, og det havde trukket 2177 tilskuere i hallen. De blev vidner til en kamp, hvor Esbjerg spillede en solid kamp, mens Aalborg hang efter i flere situationer.

Det var også Aalborgs fjerde kamp på bare syv dage, hvilket er meget på dette forholdsvis tidlige tidspunkt af sæsonen. Esbjergs målmand, Mathias Seldrup, blev afgørende med sine 16 redninger, mens Max French scorede kampens eneste mål.

Der var ingen ændringer i trupperne til kampen, så Aalborg var stadig uden Lasse Bo Knudsen og Nikolai Nielsen, mens Esbjerg var uden Jannik Christensen.

Før kampen var der et par fejringer af et par spillere, da Oliver Anker Christensen blev hyldet for 200 kampe, mens Sebastian Brinkman blev kåret som november måneds spiller af Pirates Support.

Aalborg blev ramt af en del udvisninger i starten af første periode , og det var her, at Esbjerg var farligst, men Ronan Quemener var hurtigt ude ved den ene stolpe, da den tidligere Aalborgspiller, Mark Derlaro, skød på mål. Aalborg kæmpede flot i undertal, hvor også tvillingerne Højbjerg havde deres muligheder.

Mike McNamee kom frem til et par sporadiske chancer, men det var Esbjerg, der var farlige på deres muligheder.

Spillet var ikke det bedste fra Aalborgs side, men der kom enkelte muligheder, hvor Aaron Harstad sendte pucken mod mål fra blueline og endte med at hoppe forbi den fjerneste stolpe i en periode, hvor Aalborg kom bedre med. Esbjerg fik deres første udvisning i kampen, hvor Cam Braes var tæt på at have frit mål, men afleveringen fra Martin Højbjerg var upræcis og lå mellem skøjterne på Braes.

Skudstats efter 1. periode var 7-7, men det var Esbjerg, der havde haft de bedste muligheder på de skud. 0-0 efter 1. periode.

2. periode var ikke køn fra nogle af holdene. Esbjerg spillede en god gang solid udebanehockey, hvor man viste, hvilke spillere, som man skulle holde øje med. Chancerne var der ikke mange af til nogle af holdene, men det var Esbjerg, der var farligst.

Cirka midtvejs i perioden var det Esbjerg, der havde en gylden mulighed for en føring, da Aalborg fik to mand i udvisningsboksen. Anders Krogsgaard sendte skiven på stolpen, hvor Ronan Quemener ikke havde haft muligheden for at redde skuddet.

Det blev til en chancefattig periode for begge hold, og 0-0 efter 2. periode og alt spænding var bevaret i kampen.

Op til 3. periode havde Aalborg ændret en smule i kæderne, så Julian Jakobsen var tilbage mellem tvillingerne, mens Spelling, Braes og McNamee dannede kæde sammen. De kæder havde tidligere fungeret godt i Hvidovre, og det var det, som man ville se, om man kunne overraske Esbjerg med.

Spillet var dog afventende for begge hold, og det var tydeligt at se, at det første mål ville blive meget afgørende for kampens udfald. Dommerne så også ud til, at de ville tillade en del mere i 3. periode, end de havde gjort i de første to perioder.

Det blev Esbjergs Max French, der punkterede kampen med omkring halvandet minut tilbage på uret, da han sikkert sendte pucken højt i målet. Mark Derlago ville omkring målet med pucken, men den røg af bladet og endte ved Max French.

Aalborg tog hurtigt timeout, og satsede uden Ronan Quemener i målet, men det lykkedes ikke for Aalborg at få skabt de store chancer, mens Esbjerg et par gange sendte pucken mod det tomme mål, men forbi til icing. Solid udebanepræstation af vestjyderne og gode tre point til Mark Pedersons tropper.