Fremragende underholdning og Herning-sejr i nord

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox 2-3 (1-1,0-0,1-2) Denne signatur vil gerne lægge hovedet på blokken, og kalde aftenens kamp for sæsonens bedste i Metal Ligaen. Herning vandt på tre powerplay scoringer, og hjemmeholdet fik en udligning annulleret med blot fem sekunder igen. Sikke et drama, hvor de fire sort/hvidstribede blev kaldt alverdens ukvemsord, da de skøjtede ud af Scanel Hockey Arena. Hvilket drama, i den mest herlige hockeykamp i sæsonen.

Stor mulighed til Anders Poulsen allerede efter få sekunder i Scanel Hockey Arena. Og sådan fortsatte begivenhederne i første periode. Det var nærgående hver gang holdene gik på mål, og der var masser af kvalificerede chancer i begge ender. Gode forsvarsaktioner, masser af nærkampe, og i det hele tager herlig underholdning i Frederikshavn.

Havde der stået 3-3 efter de første 20 minutter, havde ingen kunne sige noget til det. Lasse Lassen var på spil for Herning, og i den anden ende havde Gorm Topholt en stor mulighed alene mod Ahonen, men den lille terrier fik ikke afsluttet, som han gerne ville.

Sådan blev det ved, og endelig gav det pote. Der skulle dog en dum Mark Hurtubise-udvisning til i angrebszonen, før Herning efter 15 sekunders powerplay kunne få nettet til at blafre. Christian Silfver tog chancen, og via endebanden, endte pucken hos Branden Gracel, der kunne score sikkert til gæsteføring.

Den holdt ikke særlig længe. DeLuca drev pucken frem for vendelboerne, og efter en halvklaring af Ahonen, stod Joachim Linnet klar til at smide skiven ind i kassen. 1-1, og de mange fremmødte tilskuere fik underholdning for alle pengene.

Anders Poulsen rørte lidt på sig igen mod slutningen, og med syv sekunder igen fik hjemmeholdets Kristian Jensen serveret pucken, men misbrugte mod Ahonen, der flot kom ud og gjorde målet mindre. Smil på læberne overalt i Scanel Hockey Arena. Man følte sig godt underholdt, og ventede mere i godteposen til de følgende perioder.

De første seks minutter af anden periode var hjemmeholdet i powerplay. Et par Herning-udvisninger, blandt andet en to plus to, gav høgene muligheden. Herning-defensiven stod dog aldeles glimrende, og det blev blot til et par blodfattige DeLuca-afslutninger.

Herefter var der muligheder til Herning. Pitkanen stod pludselig fri med Thomas Lillie, men her trak White Hawks-keeperen det længste strå. Kort efter DeLuca i den anden ende med en fræk afslutning, der voldte Ahonen en smule problemer.

Herefter et hændeligt uheld, hvor hjemmeholdets Kasper Kristensen blev ramt i hovedet af pucken ude i boksen. Straks lægehjælp til høge-backen, der kort efter kom på isen med ny trøje.

Kort efter stor Herning-chance på grund af Grønvaldt-sløseri, men her diskede Lillie op med en klasseredning. Og sekunder senere, Jekimovs styring lige forbi målet. Det sagde meget godt om, hvilken helt fantastisk topkamp, vi var vidne til i Scanel Hockey Arena.

Trods seks udvisninger i anden periode, de fem til Herning, var der ikke scoringer i de midterste tyve minutter. Men fed underholdning, og også et par muligheder til begge hold mens de var i boxplay. To gode keepere, Ahonen og Lillie, gjorde det svært at blive målscorer i aften. 1-1 efter 40 minutter i Vendsyssel.

Vi skulle blot 30 sekunder ind i tredje periode, før vi fik en scoring igen. Her var det Anders Poulsen, der smaskede skiven i kassen i overtal. Glimrende aktion af Poulsen, der sammen med Ahonen var sit holds bedste i aften. Nu kunne man for alvor høre de 100 medrejsende Herning-supportere, der kort efter så den tidligere Herning spiller, Kristoffer Astorp Lauridsen, smide pucken på stolpen. Underholdningsværdien bare steg og steg i Frederikshavn, og god propaganda for dansk ishockey, der blev leveret i aften.

Simon Grønvaldt var en dyr herre for hjemmeholdet i aften. Han sad udvist da Herning gjorde det til 2-1, og da Lasse Lassen med 16 minutter igen gjorde det til 3-1, sad han igen ude i straffeboksen. Tre mål af Herning, alle tre i powerplay.

Høgene fortsatte dog ufortrødent. De har tidligere i sæsonen leveret fine comebacks, og aftenens bedste høg, Anthony DeLuca, var på spil med en glimrende aktion. Den havde fortjent bedre, men Ahonen havde luret canadieren. Kort efter havde han også heldet med sig, da han efter en Jekimovs-afslutning ikke vidste hvor pucken befandt sig. Her lagde han sig ned, og heldigt for ham fik han parreret med ryggen.

Med ni minutter igen fik DeLuca endelig held af sine anstrengelser i aften. Han fik vristet pucken fra en Herning-mand, sendte den videre til Tönjum, der scorede til 2-3.

Chancerne fortsatte. Henrik Eriksson havde en rigtig god mulighed, men Ahonen kom godt ud og gjorde målet mindre. Herning var farlige på kontra, og havde flere muligheder mod Thomas Lillie.

Dramaet ville ingen ende tage. White Hawks scorede med fem sekunder tilbage til 3-3. Jublen ville ingen ende tage, og dommerne godkendte målet. Men en af linjedommerne tog fat i hoveddommeren, og så blev målet annulleret. Derfor kunne Herning tage hjem med tre point i bussen.