Frederikshavns høge vandt luftkrigen mod ørnene

Herlev Eagles-Frederikshavn White Hawks 1-6 (0-3,0-1,1-2) DFDS Seaways Arena lagde fredag is til 2015/2016-sæsonens første møde mellem Herlev Eagles og Frederikshavn White Hawks. Hjemmeholdets Christoffer Lindhøj spillede i aften sin første kampe for ørnene.

Herlev begyndte kampen med to-tre farlige chancer – heriblandt en fra den tilbagevendte Conny Strömberg, der afsluttede resolut efter en faceoff.

Begge hold lagde ud i et relativt højt tempo med spil, der bølgede frem og tilbage uden ret mange spilstop. Det var tydeligt, at ingen hold ville lægge sig frivilligt ned. Der var afslutninger mod begge mål, men Herlev viste mest snert og fik flest pucke hele vejen mod målmanden – Frederikshavns Christian Larsen.

Efter 11 og et halvt minut bragte Frederikshavn sig på 1-0. Det var svenske Niclas Edman, der opfangede en løs puck og sendte den op i hjørnet. Herlev-målmand Aaro Peltonen nåede slet ikke at reagere på skuddet.

Blot 18 sekunder senere gjorde Robin Bergman det til 2-0 for gæsterne fra Frederikshavn. Han fik slået pucken ind tæt under mål, og det var i sandhed en spand koldt vand i hovedet på hjemmeholdet.

Frederikshavn havde sat tempoet op hen mod slutningen af første periode, og de spankulerede til tider lige lovligt let igennem Herlevs forsvar.

Kampens første udvisning tilfaldt den debuterende Christoffer Lindhøj, der helt korrekt fik to minutter for boarding. Niclas Edman scorede sit andet mål i kampen, da han ved den ene stolpe langs isen fik sneget pucken forbi Aaro Peltonen. Herlev protesterede over målet, men dommerne var stålfaste. 3-0 til gæsterne, som også blev resultatet efter 20 minutter.

Det mest iørefaldende de første fem minutter af anden periode var hjemmeholdets fans, der gav den gas på de store trommer.

Gæsternes Mads Bech blev udvist i to minutter efter lidt over seks minutter, men Herlev skabte ingen farlige chancer og fik ikke udnyttet overtallet. Til gengæld fik finske Toumas Muhonen sendt et kvalificeret skud af sted kort efter, som Christian Larsen tog sig kærlig af.

Frederikshavn øgede deres solide føring med en scoring til 4-0 ved Jacob Dahlström efter 11 minutter, mens en Herlevspiller sad udvist. Målmand Aaro Peltonen appellerede kraftigt for høj stok på målet, men dommerne afviste.

Efter 14 minutter fik Frederikshavns Robin Bergman to minutter, og blot fire sekunder efter var det Kasper Kristensen, der skød pucken ud over plexiglasset i egen zone. Herlev fik chancen i fem mod tre. Hjemmeholdet fik bidt sig godt fast, men skuddene var ufarlige, og gæsterne reddede stormen af.

Gæsternes Kasper Kristensen måtte til afkøling kort efter, da han skøjtede ind i Herlevs målmand. Men igen var Herlevs powerplay ufarligt. Anden periode sluttede med en halv friløber til Frederikshavns Colin Vock, men amerikaneren nåede ikke frem til en ordentlig afslutning. 4-0 til Frederikshavn efter 40 minutter.

De første par minutter af tredje periode blev domineret af Herlev på isen, mens Frederikshavns 15-20 medrejste regerede på tilskuerpladserne.

Efter godt tre minutter gjorde Frederik Bjerrum det til 5-0 for Frederikshavn. Han fulgte konsekvent op på en retur, og så var målmand Aaro Peltonen chanceløs. Det var formentlig det endelig afgørelsen på aftenens match.

Herlevs Victor Bäckman ramte overliggeren, men vinden blæste bestemt ikke ørnenes vej i aften. Og helt skidt blev det, da hjemmeholdet tog en blunder efter fem og et halvt minut og lod Adam Miller stå fri på offensiv blå. Han tog et par skøjtetag frem mod mål og udplacerede målmanden på fornemste vis. 6-0 og en høj effektivitet fra høgenes stave i aftenens kamp.

Frederikshavn rendte ind i et par udvisninger, som gav Herlev ni sekunder i fem mod tre, men gæsterne blev hurtigt fire spillere igen. 30 sekunder før Frederikshavn blev fuldtallige, fik Herlev hul på scoringsbylden. Det var Andreas Søgaard Jensen, der med lidt held fik listet pucken under Christian Larsen i målet, og så fik størstedelen af tilskuerne lidt at varme sig på.

Resten af kampen forløb uden den store dramatik og chancer. Frederikshavn cruisede stille og roligt den stensikre og overbevisende sejr hjem. Cifrene på 6-1 vidner om en skræmmende effektivitet fra vendelboerne, der ikke levnede hjemmeholdet mange chancer i aften.

Der var mange stærk præstationer hos gæsterne, mens hjemmeholdet skal have cadeau for at spille deres chance i tredje periode og aldrig give op.

Herlev Eagles Time Type Frederikshavn White Hawks
11:35 Goal 0-1 [EQ]: #55 Niclas Edman
11:53 Goal 0-2 [EQ]: #88 Robin Bergman (#27 Jacob Dahlström, #40 Marcus Olsson)
#40 Christoffer Lindhøj: 2 min. for BOARD 17:00 Penalty
18:31 Goal 0-3 [PP1]: #55 Niclas Edman
26:18 Penalty #11 Mads Bech : 2 min. for INTRF
#27 Andreas Søgaard Jensen: 2 min. for TRIP 30:40 Penalty
30:56 Goal 0-4 [PP1]: #11 Mads Bech (#88 Robin Bergman, #27 Jacob Dahlström)
33:58 Penalty #88 Robin Bergman: 2 min. for HOLD
34:03 Penalty #5 Kasper V. Kristensen: 2 min. for DELAY
36:14 Penalty #5 Kasper V. Kristensen: 2 min. for INTRF
43:19 Goal 0-5 [EQ]: #17 Frederik Bjerrum (#67 Sebastian Svendsen, #12 Rasmus Søndergaard)
45:26 Goal 0-6 [EQ]: #81 Adam Miller (#9 Colin Vock, #5 Kasper V. Kristensen)
46:45 Penalty #7 Thomas Søndergaard: 2 min. for CROSS
48:36 Penalty #91 Steffen Klarskov Nielsen: 2 min. for CROSS
1-6 [PP1]: #27 Andreas Søgaard Jensen (#40 Christoffer Lindhøj) 50:05 Goal