Frederikshavner-knægt fra U9-holdet drev gæk med Mitchell

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Dale Mitchell er utvivlsomt den mest omtalte spiller i Metal Ligaen. På godt, når det gælder Odenses tilskuere – og på ondt, når det gælder fansene – og vel også en del spillere – fra de øvrige klubber.

Alle er enige om, at Mitchell i hvert fald er noget af en karakter i Metal Ligaen, og det er også gået et par generationer nedad blandt spillere og fans.

Det fik Dale Mitchell at føle på den muntre måde, da en ung frederikshavner-knægt fra klubbens U9-hold skøjtede ind med pucken, der skal spilles med. Det er tradition i Frederikshavn, at den pågældende knægt kører rundt og giver high five til de startende spillere.

I dag stak Dale Mitchell hånden frem, men den kække unge knægt trak sin hånd til sig i det sekund, de skulle give high five. Kæmpe grin i Scanel Hockey Arena, og selv Mitchell og hele boksen hos Odense var færdige af grin over frederikshavnerknægtens lille show.

Perfekt indledning til topkampen, hvor stillingen i skrivende stund er 1-1 efter de første 20 minutter.