Frederikshavn snuppede sejren på straffe i Rødovre

Joachim Linnet. I fjor var han i Herning-trøjen, i aften scorede han tre gange for Frederikshavn. Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 2-3 (0-1, 1-1, 1-0, 0-0, 0-1) STR: Kampen fredag aften i Rødovre Skøjte Arena var på forhånd udset til at blive en kamp mellem Rødovres offensive spil og Frederikshavns bundstærke defensiv.

Frederikshavn dominerende fra kampens begyndelse – ikke mindst på grund af en Rødovre-udvisning allerede efter et par minutter. Marcus Olsson havde gæsternes farligste forsøg, men ellers lukkede Chris Carozzi og co. godt af.

Jannik Karvinen fik Rødovres første chance i kampen, da han testede keeper Thomas Lillie i en tre mod to-situation. Spillet vendte imidlertid hurtigt, og så dukkede Matias Bau Hansen op på kanten af slottet. Den tårnhøje wing fik serveret pucken, og han sende den sikkert ind til 0-1 efter syv minutter.

Rødovre lod sig ikke slå ud og fik hurtigt spillet sig frem til et kvalificerede chancer. Jesper Duus’ tropper fik chancen i powerplay, og her var ex-frederikshavneren Steffen Klarskov Nielsen tættest på med en afslutning langs isen.

Frederikhavn fik sit andet powerplay i kampen, men her fik Rødovre lukket totalt ned for frederikshavnerne. Kort efter blev Marcus Olsson sat op til en giftig chance, men svenskerens skud sad i brystet på Carozzi. Kvaliteten manglede.

Mads Carlsen var tilbage i Rødovres backlinje i aften, og han virkede ikke til at være belastet mere af sin skade. En anden back, Patrick Rasmussen, måtte til gengæld hjælpes af isen med et par minutter til pausen. Undertegnede så desværre ikke hændelsen. Kort efter tikkede det ud til pause efter en lidt rodet periode.

Steffen Frank fordoblede gæsternes score, da han under to minutter inde i anden periode øgede til 0-2. Han styrede pucken – langs isen – ind via stolpen efter pasning fra Jens Henrik Tönjum. En kold gulvmoppe i ansigtet på hjemmeholdet, der nu skulle kæmpe op ad bakke.

Det rodede og lidt uinspireret spil havde fortsat ind i anden periode, men stadig med Frederikshavn i teten. Rødovre havde svært ved at bygge spillet op og blev brudt næsten hver gang i midtzonen.

Lidt over otte minutter inde fik Rødovre reduceret til 1-2 ved Andrey Chistyakov. Dansk-russeren lagde pucken ind i et tomt mål efter en pasning fra Rasmus Astrup og et længere pres fra hjemmeholdet.

Rødovre havde muligheden i to gange fem mod fire lidt over halvvejs i perioden, men hjemmeholdet formåede aldrig at vise farlighed foran den blot 20-årige keeper Thomas Lillie. Til gengæld fik Steffen Klarskov Nielsen en sukkerpasning fra Kasper Jensen kort efter, men han misbrugte den fine mulighed.

De sidste fire-fem minutter af anden periode forløb uden dramatik, og de midterste 20 minutter blev – ligesom de første 20 – mest en rodet forestilling, hvor Frederikhavn viste en tand mere snert og farlighed i afslutningerne.

Kort inde i sidste periode kom Rødovre i powerplay, og det skulle gå hen og blive aldeles succesfuldt. Nicklas Carlsen modtog pucken i midten af slottet efter pasning ad Steffen Klarskov, og så klappede han ellers til gummiskiven. Den fandt vej til netmaskerne uden chance for Thomas Lillie, og så viste måltavlen 2-2.

Gæsternes Luka Vidmar sendte en fræk puck afsted kort efter, men Chris Carozzi blev stående og afværgede med skulderen. Frederikshavn fik nu alle muligheder, da Rødovre inden for 30 sekunder blev tildelt to udvisninger. Og så røg endnu en Rødovre-spiller samme vej 30 sekunder efter. Og nå ja, dernæst røg en frederikshavner ud for at spille uden hjelm. Et øjebliks forvirring.

Trods de mange udvisninger endte hele forløbet uden mål eller decideret åbne chancer. Kasper Jensen fyrede en kanon af, men Thomas Lillie hev en stærk redning frem i kassen.

Steffen Klarskov sendte en maskeret afslutning afsted med fem minutter igen, men Thomas Lillie lukkede af ved nærmeste stolpe, og heller ikke Jannik Karvinen havde held på returen.

Steffen Frank var lige ved og næsten, da han fangede Chris Carozzi i en stor fejl, men keeperen fik reddet situationen. Den ordinære spilletid løb ud med stillingen 2-2, og så skulle hvert hold reduceres med to spillere i de næste fem minutter.

Frederikshavn dominerede ekstraminutterne, men trætheden havde lagt sig som en dyne hen over de fleste af spillerne. Jannik Karvinen var tættest på med en overlægger-puck, men Thomas Lillie dækkede fint af. Fem målløse minutter, og så gjaldt det en straffeslagsafgørelse for anden gang i Arenaen i denne sæson.

Og det blev Frederikshavn, der trak det længste strå fra midten. Sloveneren Luka Vidmar scorede som eneste spiller, og så stjal Mario Simionis tropper ekstrapointet med hjem på bussen til Nordjylland.

Kampen vil blive husket for rodet og idéforladt spil, hvor Frederikshavn i langt størstedelen af kampen var spildominerende. Rødovre har dermed tabt to kampe i streg, mens vendelboerne er tilbage på vindersporet.

Aftenens match vil måske mest af alt blive husket for en halspeaker, der fyrede op under tyske schlagere og andet ganske iøjnefaldende festmusik. Og så kan man vel sagtens se gennem fingre med hans fejlannonceringer undervejs.