Frederikshavn-sejr aldrig i fare i aften

©iShoot.dk

Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls 4-1 (1-0, 2-0, 1-1) Fuldt fortjent 4-1-sejr til White Hawks i aftenens opgør i Nordjyske Bank Arena, hvor små 1400 tilskuere fik god underholdning. Hjemmeholdets sejr var aldrig i fare, og burde måske endda nok have været et par mål større.

Hurtig scoring i aftenens kamp, hvor hjemmeholdet allerede efter 1:23 bragte sig foran. Rødovre mistede pucken i egen zone, hvor Marcus Pedersen opfangede den. Han sendte den videre til David Friedmann, der med flere geniale træk sendte Rødovre defensiven på overarbejde, for til sidst at finde Marcus Pedersen, der scorede sæsonens første mål. Efter en langvarig skade helt tilbage fra opstarten, gjorde unge Pedersen comeback for nylig. Et herligt kort som vendelboerne kan trække med sig ind i slutspillet.

Gæsterne mistede heldigvis ikke modet, trods den hurtige scoring imod sig. De kløede godt på, og Rasmus Astrup og Jonas Sass testede Galansky et par gange. Det var yderst kvalificeret, og Galansky måtte op med flere pragtredninger i første periode.

I den anden ende havde Frederik Jakobsen også en del at se til. Han leverede en super redning da Kristian Jensen var tæt på, og flere andre gange stod han godt i vejen for høgenes afslutninger.

Kampen bølgede godt frem og tilbage i de første tyve minutter, og det var egentlig ganske underholdende at kigge på. 1-0 til vendelboerne efter første periode.

Hurtig scoring fik vi også i anden periode, hvor Evan Jasper sendte skiven ind bag Frederik Jakobsen. Cam Spiro stod længe med pucken bag målet, og til sidst fik han kørt Rødovre defensiven og Jakobsen tilpas rundtosset, til at han kunne finde en fri Jasper, der resolut sendte 2-0-scoringen ind.

Det var ikke meget vi så til Rødovre i anden periode. Hjemmeholdet moste på, og den ene store chance efter den anden blev sendt afsted mod en storspillende Frederik Jakobsen. Han var dygtig i aften, og var skyld i at scoren blev holdt nede.

Evan Jasper var meget pågående for hjemmeholdet i aften. Stor kamp af canadieren, der har vist opadgående formkurve den sidste måneds tid. Det var også den bedste udgave af David Friedmann i White Hawks trøjen vi så i aften. Flere gode ting, men fansene mangler stadig at tage ham helt til sig i Frederikshavn.

Debutanten i den hvide trøje, Jeppe Holmberg, leverede en god debut. Sikkert spil defensivt, med enkelte gode afstikkere op ad banen. Ham skal høgene nok for glæde af, når han for alvor bliver spillet ind på holdet.

Hos Rødovre var det offensive krudt mest lagt hen på Jonas Sass og Rasmus Astrup. De leverede faktisk en rigtig god match sammen med keeper Jakobsen, og kan de få de andre med helt op på det niveau, så er bliver det ikke sjovt at møde Rødovre i slutspillet.

Det blev 3-0 inden anden periodes afslutning. En scoring som dog aldrig burde have været anderkendt. Dale Mitchell forsøgte sig, men hans afslutning blev halvklaret af Jakobsen, der herefter blev forhindret i at klare returen. Den stod kaptajn Søndergaard klar til at hugge i kassen, men der burde forinden være dømt en klar interference mod Rødovre-keeperen. Det var desværre generelt med dommerlinjen i aftenens opgør, hvor man manglede noget ledelse over de to hoveddommere.

Powerplay til gæsterne i starten af tredje periode, med chance for at komme ind i opgøret igen. Det skete på ingen måde, og Dale Mitchell var tæt på 4-0, da han erobrede pucken og havde frit løb mod Jakobsen, der dog var klar på sin pind.

Med godt 10 minutter igen fik Rødovre tilkendt et straffeslag. Den udnyttede Jannik Karvinen til en reducering, hvor han sendte pucken mellem benene på Galansky. Høgene var yderst utilfredse med den straffeslagskendelse, der heller ikke lignede en korrekt kendelse i forhold til det dommerne tidligere i opgøret havde ladet passere.

Rødovre pressede på i håb om yderligere en reducering, og det var også tæt på et par gange. Især Karvinen, der misbrugte en friløber mod tjekken i hjemmeholdets bur.

Derfor var det naturligt at hjemmeholdet kunne løbe med sejren efter en scoring i tomt bur. Det var Mitchell, der scorede, da Jakobsen var taget ud til fordel for en ekstra markspiller. Det mål kom efter en meget speciel og meget omdiskuteret situation, hvor dommerne fik nogle smædesange ned imod sig.

De dømte” delaying the game” mod White Hawks, da de i forbindelse med en afventende Rødovre-udvisning spillede pucken hurtigt rundt i egen zone. Rødovre spillerne løb som en hunde i et spil kegler, alt imens klapsalverne lød ned mod hjemmeholdets spillere. Men så blæste Jonas Reimer spillet af, og så blev White Hawks idømt en udvisning. En situation denne skribent aldrig har set dømt i dansk ishockey.

Fuldt fortjent sejr til White Hawks, der nu kan se til om tredjepladsen spilles direkte i hænderne på dem, eller om de skal ud og arbejde for det i søndagens lokalopgør mod Aalborg, i sidste spillerunde af grundspillet.