Frederikshavn pligtsejrede i Rungsted

Der var julebal i Saxo Bank Arena tirsdag aften, da Rungsted Ishockey tog imod topholdet fra Frederikshavn Whitehawks. Flotte 1011 tilskuere var mødt frem, langt de fleste for at hjælpe hjemmeholdet til en revanche mod Metal Ligaens dukse.

Gæsterne startede bedst og havde styr på løjerne de første 5-6 minutter. Dog var de heldige i et enkelt skift, hvor først Anders Grønlund sendte en puck på tværribben, og dernæst Rosenthal med et sniger-forsøg på stolpen.

Stik i mod spil og chancer, bragte Rungsted sig på 1-0 da Saarinen fandt Rosenthal i slottet, som let kunne slå pucken i mål, bag en chanceløs Christian Larsen, som ikke havde meget at lave i første periode.

Der skulle dog ikke gå mere end to minutter før udeholdet var på omgangshøjde.

Mads Bech Christensen blev sat op af Miller/Bau på blå linje, hvor kaptajnen hamrede pucken direkte op i krydset.

Sebastian Feuk i hjemmeholdets mål, var chanceløs i situationen, da der var meget trafik foran ham.

Skudstatistikken sagde 16-4 i udeholdets favør efter første periode, og det var også et meget godt billede på kampen hidtil. Rungsteds tre kæder havde det allerede fra kampen indledende fase svært, mod et Whitehawks-hold, der gjorde hvad der skulle til for at sidde på kampen.

De midterste tyve minutter, blev mere livlige, og begge hold spillede mere fremadrettet. Rungsted temmelig ukontrolleret og meget chancebetonet, og gæsterne med det mere velovervejede og balancerede spil.

Topholdet bragte sig fortjent foran tæt på midtvejs i perioden, da hjemmeholdet var presset ned i egen zone, og Mads Larsen stødte med frem og flot kunne styre pucken i mål på en hård flad pasning fra Robin Bergman.

Energien blev langsomt men sikkert suget ud af hjemmeholdet, som sporadisk forsøgte sig fremad og i enkelte sekvenser fik bidt sig fast i udeholdets zone. Men fejlene var for mange til at det kunne lade sig gøre at overliste et disciplineret udehold.

Kampen blev reelt lukket, da Marcus Olsson fiskede pucken fra en Rungsted-spiller der ikke fik clearet zonen, og i stedet kunne Olsson sætte Jacob Dahlstrøm op, som klinisk satte 3-1 langs isen, hvor Feuk, måske kunne have reddet med lidt mere held.

De første 6-7 minutter af sidste periode, udviklede sig til en omgang rod, hvor ingen af holdene kom frem til noget rigtig farligt. Og det blev først rigtig farligt da Frederikshavn fik en udvisning midtvejs i perioden.

Her satte Morten Green Anders Grønlund flot op til slagskud midt for mål, og inden Larsen i Whitehawks-kassen nåede at reagere, var pucken allerede i nettet, og hjemmeholdet fornemmede pludselig, at der muligvis var point at hente.

Rungsted fik naturligvis lidt ekstra energi, men det var som om at Frederikshavn også lige skruede på tempoet og derfor kom der aldrig rigtig spænding tilbage i opgøret.

Kampen blev endeligt afgjort med otte minutter igen at spille i, da Jacob Dahlstrøm satte 4-2 på assist fra Mark Larsen.

Rungsted virkede meget trætte allerede tidligt i kampen, og Frederikshavn virkede til at have styr på det, langt det meste af tiden. Mathias Røndbjerg var tilbage i Rungsted, efter at være blevet vraget til U20VM og han leverede en flot indsats, man fornemmede tydeligt han havde noget han ville bevise.

Whitehawks kan konstatere at de ikke behøvede at spille sig ud i dag og 85 procent også var nok til de 3 points. I øvrigt en vigtig sejr for nordjyderne, da både Esbjerg og Sønderjyske tabte i dag.