Frederikshavn måtte arbejde hårdt for tre point

Foto: iShoot.dk

Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles 2-1 (0-0,2-1,0-0) En kamp på det jævne, men med et stort spændingsmoment til det sidste. Herlev solgte sig rigtig dyrt, og kunne med lidt mere held i afslutningerne have hentet point med hjem fra Vendsyssel. De havde især i tredje periode masser af chancer, hvor Kim Staal havde et par gode chancer for at score. 2-1 sejr til White Hawks, der i eftermiddag måtte knokle ekstra hårdt for sejren, mod en flok krigeriske Herlev-spillere.

Det var småt med højdepunkter i første periode i Vendsyssel, hvor hjemmeholdet havde de fleste chancer, men hvor det var udeholdet der var tættest på en scoring. White Hawks ville ud og lægge tryk på Herlev i eftermiddagens kamp, mens et godt fightende Herlev mandskab ville ud og bevise, at deres seneste optrædener i det nordjyske var en fejltagelse.

Et par nærgående forsøg af først Mads Larsen, og siden af Mark Hurtubise, var det tætteste man kom en scoring fra høgenes side i første periode. Dertil var der for lidt bid i vendelboernes angreb i de første tyve minutter.

I den anden ende havde White Hawks keeper Christian Larsen ikke alverden at bestille. De gange der var bud efter ham var han på plads, og det var han blandt andet da Mikkel Ankjær stod fri foran ham. Her greb Larsen ind med en flot redning. Der forinden havde Herlevs Frederik Bjerrum haft et riv på overliggeren. Den afslutning havde fortjent en bedre skæbne, og derfor 0-0 efter første periode i Scanel Hockey Arena.

Anden periode startede som lyn og torden. Først en stor mulighed til hjemmeholdets Mark Müller. Hans forsøg gik forbi målet. Sekunder senere var Herlev så på spil i den anden ende, og her fik Frederik Bjerrum endelig held med afslutningen. Han blev spilet fri ved bagerste stolpe, og så kunne han sende skiven ind bag Christian Larsen.

Et par minutter senere røg Mark Hurtubise i straffeboksen for anden gang i eftermiddagens kamp, men Herlev kunne slet ikke få deres powerplay til at fungere. Faktisk havde White Hawks tre rigtig gode muligheder i de to minutter. Først havde Jens Henrik Tönjum en fornem afslutning, som Mosher måtte anstrenge sig for. Herefter var det Joachim Linnet der opsnappede pucken, men hans afslutning sneg sig lige uden om stolpen. Tæt på udligning var Henrik Eriksson også, og der var nu for alvor tænding på hos hjemmeholdet.

Der skulle en forkert dømt Herlev -dvisning til at sætte hjemmeholdet i gang. Jacob Grumsen holdt på at gæsterne havde været en spiller for meget på isen, men den ellers så gode Grumsen tog fejl i denne forbindelse. Forståelig opstandelse i Herlev boksen, hvor J.P. MacCallum talte med knap så pæne ord. Derfor også ekstra ondt for Herlev, at Kristian Jensen i det efterølgende powerplay stod klar til at smække en retur i kassen. 1-1 halvvejs i kampen i Frederikshavn.

Det burde være blevet 2-1 med syv minutter tilbage af anden periode. Nick Olesen blev lidt heldigt spillet fri ved bagerste stolpe, men Mosher leverede en pragtredning da han kom flyvende tilbage i målet. Mosher var klart den bedste for gæsterne i eftermiddag.

Hos White Hawks noterede denne signatur en stor præstation af Jens Henrik Tönjum. Svenskeren, der er permanent bosat i Danmark, er bare blevet bedre og bedre i hans tid i landet, og kan med tiden blive en rigtig stor profil i dansk ishockey.

Herlev i powerplay var ikke nogen god blanding i dag. Simon Grønvaldt sad udvist for hjemmeholdet, men det var Nick Olesen der fik en friløber, og scorede med baghånden mod det canadiske plankeværk. Frederik Bjerrum mistede alt for nemt pucken, og så slog den mest scorende dansker i Metal Ligaen til. 2-1 til hjemmeholdet efter anden periode.

Herlev mosede på i begyndelse af tredje periode. Dejligt at se deres arbejdsiver, især med tanke på deres seneste kamp i Scanel Hockey Arena, hvor de rejste hjem med en sæk på 12-1. De sloges for sagen, og havde samtidig en keeper der tog godt fra i de perioder hvor White Hawks havde dem presset ned.

I spil fire mod fire knap midtvejs i tredje periode, var det faktisk uhyre tæt på en udligning. Brett Thompsons afslutning fik Christian Larsen lige akkurat afværget i sidste øjeblik med benskinnen. Masser af spilletid til Christian Larsen de her tider, hvor Thomas Lillie står og passer boksen.

Det trak flere gange op til en Herlev udligning. Med seks minutter igen var Kim Staal meget tæt på at overliste Christian Larsen. De solgte sig dyrt de sortklædte Herlev spillere, og med fire minutter igen var Kim Staal atter på spil. Igen diskede Larsen op med en god redning, og de 1313 tilskuere fik spænding for alle pengene.

Herlev pressede for alvor på til sidst. De gav alt hvad de overhovedet havde i sig, og man synes faktisk de havde fortjent en udligning til sidst. De sværmede omkring en storspillende Christian Larsen, der redede kastanjerne ud af ilden, og dermed tre point til White Hawks.