Frederikshavn kunne ikke holde stand mod DEL-mandskab

Frederikshavn White Hawks leverede det, som det lokale medie, Kanal Frederikshavn, kalder for “et hæderligt nederlag” i dagens finale ved Freddys Bar Cup i Scanel Hockey Arena.

Nordjyderne tabte 2-4 til det tyske DEL-mandskab fra Bremerhaven, der nettede to gange i første periode. 2-0-scoringen blev sat af sidste sæsons All Star-spiller fra Metal Ligaen, Cory Quirk.

Frederikshavn fik inden pausen udlignet ved Nick Olesen og Steffen Frank, men kræfterne var måske ikke helt til stede til 60 minutter, eftersom White Hawks manglede både Dave Liffiton og Colin Vock (begge skadet) og Mathias Bau, der er stødt til landsholdets OL-kvalifikationstrup.

Fischtown Pinguins pressede hårdt på i anden periode, og kun Thomas Lillie i Frederikshavn-målet forhindrede, at det blev ved et mål – det satte Jason Bast ind til 3-2 i tysk favør.

Bronson Maschmeyer lukkede og slukkede i powerplay i tredje periode for Bremerhaven-mandskabet, der dermed kan tage videre til en ny testkamp i morgen i Esbjerg.

Her får Wade Bergman et sikkert ganske emotionelt gensyn med sin gamle hjemmebane.