Frederikshavn kørt under isen i Herning

Herning-Frederikshavn 7-1 (1-0,3-0,3-1) Et sygdomsramt Blue Fox-mandskab var på forhånd presset til at vinde på heden, og den opgave blev ikke lettere af, at Martin Sagat lå syg og Jerred Smithson spillede kampen under høj feber. Gæsterne måtte omvendt undvære Sebastian Svendsen og Marcus Olsson, som de i øvrigt har gjort hele slutspillet.

Blue Fox kom bedst ud af starthullerne, og gæsterne blev ramt af et måske lidt for defensivt udgangspunkt. Kasper Degn noterede sig for kampens første farlige afslutning, og høgene viste kynisme i et farligt kontraangreb som Bergman var tæt på at kunne sende i mål. Gæsterne virkede rystede fra start og lavede uvant mange fejl, og efter små fem minutter kom Blue Fox i powerplay.

Hidtil i denne sæson havde rævene ikke haft succes i netop den disciplin, men på fremragende forarbejde fra Krisotter Lauridsen kunne Jerred Smithson bryde forbandelsen. Afslutningen faldt lige over benskinnen på Georg Sørensen, som med garanti gerne ville have dækket sin stolpe i situationen.

1-0 til rævene var noget nær ønsketænkning for Mario Simioni og Co, og Degn var, igen på forarbejde fra Lauridsen, tæt på at udbygge føringen. I stedet tog gæsterne mere og mere initiativ i kampen og pressede flere gange på for en udligning. Brandvarme Adam Miller kom frem til periodens hidtil største chance, og kun en klasseredning fra Simon Nielsen holdt gæsterne målløse.

Gæsterne pressede voldsomt på i periodens døende fase, og landsholdsaktuelle Mathias Bau viste med rendyrket power prøver på sit store talent, og hjemmeholdet var heldige med at overliggeren var med rævene.

Blue Fox kom igen bedst ud af starthullerne i anden periode, og en anden landsholdsaktuel spiller, Kristoffer Lauridsen, rundede mål inden han satte Steffen Frank op på toppen af cirkelen, og den lange forward klappede resolut pucken op i det fjerneste hjørne.

Tomas Sinisalo og Markus Jensen var begge tæt på at øge, men æren tilfaldt istedet Elias Granath som slog til i kampens absolutte nøglemoment. Jacob Dahlström slap alene igennem men Simon Nielsen havde luret svenskeren, og så kunne Hernings svensker i stedet score lavt på Georg Sørensen.

3-0 blev hurtigt vekslet til 4-0 og indskiftede Christian Larsen fik en hård start på sin kamp. Godt to minutter efter han overtog tjansen i høgeburet havde Jordan George køligt passeret ham mellem benene efter en flot pasning fra Elias Granath.

Perioden, og kampen generelt, havde måske manglet lidt nerve og dramatik, men også det leverede de to hold mod slutningen af 2. periode. Mathias Bau slap for en udvisning selvom han nærmest huggede Daniel Nielsen ned i gæsternes første powerplay, og Kyle Essery formåede ikke at holde hovedet koldt i den anden ende og canadieren gik unødigt hårdt til Jacob Dahlström.

Måske den sidste mulighed for Frederikshavnerne, men Simon Nielsen og boksen stod solidt i egen zone.

Frederikshavn havde selvsagt brug for en god start på tredje periode, hvis kampen skulle vendes, og derfor måtte det være skuffende for gæsterne at konstatere, at man åbnede den sidste periode med at tage to udvisninger i rap.

Det blev den definitive afgørelse på kampen. Kristoffer Lauridsen sendte pucken på stolpen, men det blev Kasper Degn som fik fornøjelsen af at gøre det til 5-0. Gæsterne slog i tredje periode totalt op i banen og Lauridsen krydrede en fremragende indsats med sin scoring til 6-0.

Flere udvisninger fulgte i minutterne efter, og Steffen Frank fik oceaner af tid til at gøre det til vilde 7-0. Det var svært ikke at have medfølelse med Christian Larsen som på samtlige mål blev solgt af et passivt forsvar.

Herfra skulle kampen bare køres færdig, og fokus vendte lige tidligt nok på kampen på søndag i Frederikshavn. Sebastian Andersen smed upresset pucken væk og så diskede Nick Olesen op med kampens detalje. I bedste Peter Forsberg-stil lagde han med én hånd på staven pucken ind bag Simon Nielsen – som med garanti gerne ville have holdt nullet i aftenens kamp.

Blue Fox udlignede altså stillingen i semifinaleserien, og sendte presset tilbage på nordjyderne. En flot kamp af rævene mens høgene omvendt må kigge sig selv i spejlet og genfinde moralen til et nyt slag på søndag.