Frederikshavn i finalen efter endnu en tæt kamp

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 0-1 (0-0, 0-0, 0-0, 0-1) OT

Frederikshavn sejrede i overtiden efter en nervepirrende og tæt duel på vestkysten, hvor de to keepere stjal rampelyset. Nordjyderne er dermed klar til årets finale i Metal Cuppen, hvor Odense Bulldogs venter.

Lørdag aften var der returopgør i Metal Cuppens semifinaler, da Esbjerg hjemme tog imod Frederikshavn i Granly Hockey Arena.

Esbjerg fik fredag gode kort på hånden forud for aftenens kamp, da man med et sent comeback formåede at forvandle et truende 4-2 nederlag til en 4-4-deling.

For vestjydernes vedkommende havde man dermed mulighed for at sikre sig deltagelse i pokalfinalen for første gang i hele 23 år.

Dagens gæster manglede Mads Bech, Marcus Olsson, Emil Birk og Sebastian Svendsen lørdag aften, mens Esbjerg fortsat måtte se bort fra skadesramte Esben Nielsen. Esbjergs nyerhvervede canadier Tyler Gron havde lørdag hjemmebanedebut, efter at han fredag scorede det udlignende mål i sin første optræden for vestjyderne i Frederikshavn.

Sørensen og Frazee vogtede målene denne aften og det skulle vise sig at være sidstnævnte der først blev sat under pres, da Esbjerg kom i undertal efter blot 27 sekunders spil. Mario Lamoureux blev udvist for en cross-checking bag gæsternes mål. Men Esbjergs box play virkede organiseret og man arbejdede godt for hinanden og kunne dermed holde Frederikshavn fra fadet.

Herefter fik Esbjerg godt fat i kampen og man havde momentum de følgende minutter, hvor bl.a. Brock Nixon fik tilkæmpet sig en mulighed på Sørensen i gæsternes mål.

Men gæsterne havde bestemt også god fart i skøjterne, i en periode, som i det hele taget var præget af et glimrende tempo, fysisk spil og god bevægelighed hos begge mandskaber.

Nordjyderne fik på ny chancen i power play efter ni minutters spil, da Lamoureux atter måtte tage plads i udvisningsboksen. Gæsterne fandt dog aldrig for alvor melodien i power play og Esbjerg klarede frisag.

En lille batalje mellem Mike Dalhuisen og Mathias Bau Hansen kastede en udvisning af sig til hvert hold, men dette havde ingen afsmittende effekt på spillet, hvor gæsterne stille og roligt fik spist sig ind på vestjyderne.

Frederikshavn var således godt kørende som man rundede periodens halvvejsmærke, hvor man flere gange formåede at presse værterne i egen zone. Esbjerg fik dog vendt spillet et par gange og Henrik Clausen fik eksempelvis forsøgt sig på Sørensen efter en kontra.

Esbjerg fik chancen i power play efter 14 minutters spil da Mark Müller blev udvist for en hooking, men overtalsspillet var præget af dårlige pasninger og blev aldrig rigtigt farligt.

Første periode sluttede dermed uafgjort og uden scoringer, hvilket der ikke kunne indvendes det store imod, efter 20 minutters jævnbyrdig ishockey.

Esbjerg indledte anden periode med et godt solidt pres på gæsternes mål, godt hjulpet på vej af en udvisning til gæsternes Jacob Dahlström, for en hooking i egen zone. Men trods meget spil og et godt overtag til vestjyderne, som generelt sad på det meste i periodens første fem minutter, så blev keeperne fortsat ikke passeret.

Efter otte minutters spil var det gæsternes tur til at vise glimrende power play-spil. Bergman var udvist for værterne, da nordjyderne belejrede Esbjergs zone og Frazee måtte hive et par redninger ud af ærmet for hjemmeholdet. Stærkt spil af gæsterne, som dog lige manglede det sidste inde omkring mål.

Mario Lamoureux forsøgte sig med en baghåndsafslutning tæt under mål efter 16 minutters spil, men George Sørensen var på sin plads for Frederikshavn.

Dermed faldt der heller ingen scoringer i anden periode, hvor de to hold var påpasselige og ikke tog de store chancer.

Tredje periode startede i højt tempo, men var til gengæld relativt chancefattig i de indledende minutter. Nicholas B. Jensen og Brock Nixon havde afslutninger på Georg Sørensen, men den dygtige unge keeper stod en aldeles glimrende kamp lørdag aften i Granly Hockey Arena.

Efter 12 minutters spil var det dog tæt på at gå galt for gæsterne, da der udbrød paniklignende tilstande foran nordjydernes mål. Mario Lamoureux var tæt på at udnytte denne usikkerhed, men ind ville pucken ikke.

Herefter satte gæsterne sig på det meste af spillet og vestjydernes forsvarsspil var også til tider lidt nervøst. Dette kastede en friløber af sig til Colin Vock, der med blot to minutter tilbage af kampen kunne have bragt Frederikshavn i front. Men Frazee greb ind med den hidtil vigtigste redning i kampen.

I de døende sekunder var Lamoureux atter tæt på for værterne, men skarpheden og marginalerne manglede og kampen gik i overtid.

Her formåede Frederikshavn at afgøre kampen efter knap to minutters spil, da Colin Vock fra distancen fik passeret Frazee i Esbjerg-målet til 0-1. Vock udnyttede dygtigt den megen trafik foran værternes mål, hvor Frazee i øvrigt var uden stav, efter at han kort forinden havde mistet den i forbindelse med et indgreb.

Nordjyderne sejrede dermed og det var skam ikke helt ufortjent, da man særligt i tredje periode havde mere fart og overskud end værterne, der dog også havde sine muligheder i løbet af kampen. George Sørensen var sikkerheden selv i gæsternes mål og løber med titlen som man of the match.