Frederik Rasmussen slipper for karantæne

SønderjyskE’s Frederik Rasmussen blev frikendt af disciplinærudvalget efter den matchstraf, han blev idømt i kampen mellem sønderjyderne og Herning Blue Fox søndag eftermiddag. Rasmussen fik en matchstraf for checking to the head, men den er altså nu annulleret, så SønderjyskE i aften i Frederikshavn kan bruge den unge forward.

Disciplinærudvalgets kendelse lyder således:

Se videoen af episoden her: 

Ved gennemsyn af videoen ses HBF # 24 modtage pucken nogle meter før blå linje. HBF #24 skøjter frem mod blå linje hvor Frederik Rasmussen krummer sig en smule sammen og gør sig klar til at tackle HBF #24. Ca. en meter før blå linje tackler Frederik Rasmussen HFB #24.

I afgørelsen har udvalget især lagt vægt på følgende:

• Frederik Rasmussen tackler HBF #24

• Frederik Rasmussen har i tacklingen sine arme og albuer langs kroppen – efter tacklingen gør momentum, at armen strækkes ud

• Den satte tackling er hård, men har ikke hovedet som sit primære kontakt punkt

• Tacklingen udføres lige i feltet mellem Lead Ref/Trail Ref transition og dommerens synslinje til tacklingen er derfor begrænset.

Udvalget har forståelse for, at den øgede fokus på spillersikkerhed – især omkring hovedtacklinger/skader – vil gøre, at nogle situationer bliver vurderet til den forsigtige side af kampens dommere.

I denne tackling vurderer udvalget udfra DOPS afdelingens videoklip, at tacklingen ikke havde hovedet som sit primære kontakt punkt, at den tacklende spiller ikke tog for mange skøjtetag og at arm/albue først kom ud fra kroppen efter tacklingen var gennemført og på grund af det naturlige momentum der er når en spiller tackler en anden.

På den baggrund ophæver udvalget den i spillereglerne foreskrevne automatiske karantæne for idømt matchstraf.