Frederik Andersen er med i finalen om BT’s guld

Danmarks ældste idrætspris, BT Guld, uddeles på lørdag ved det store Sport 2015-show i Boxen i Herning, og her kan en af byens stolte sønner løbe med prisen. Frederik Andersen er nemlig blandt de tre finalister.

26-årige Andersen var en af de ti nominerede til prisen for sit flotte NHL-gennembrud i 2015, hvor den store dansker kun var én sejr fra at gå i Stanley Cup-finalen med sit hold Anaheim Ducks. 40 af Danmarks største sportsnavne har stemt om, hvem der skal vinde BT Guld, og de har stemt Andersen ind blandt de tre finalister.

Med i juryen er Frederik Andersens NHL-kolleger Jannik Hansen, Frans Nielsen og Lars Eller, og de har været med til at stemme den store målmand i finalen, hvor han er oppe imod kajakroeren René Holten Poulsen og orienteringsløberen Maja Alm.

I en afstemning på bt.dk er Frederik Andersen lige nu favorit til at løbe med prisen, men det ser ud til at blive tæt løb. Hvem synes du, fortjener prisen? Afgiv din stemme her.