Frazee vandt målmandsduellen i Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Sønderjyske 2-1 (1-0, 0-1, 0-0, 0-0, 1-0)

Jeff Frazee er efter tre lokalopgør fortsat ubesejret mod sine tidligere holdkammerater fra Sønderjyske, Esbjerg er fortsat ubesejrede i straffeslag og SønderjyskE er stadig ubesejrede i ordinær tid. Det var kendsgerningerne der stod tilbage, da Esbjerg fredag aften hentede to points efter en jævnbyrdig og målfattig kamp, hvor de to keepere stjal rampelyset.

Forrige sæsons finalister tørnede fredag aften sammen for første gang i denne sæsons Metal Liga, da Esbjerg hjemme i Granly Hockey Arena tog imod de regerende danmarksmestre fra Sønderjyske. Esbjerg trak tidligt på sæsonen det længste strå i pokalkvartfinaleserien mod lokalrivalerne, der til gengæld stod tilbage med det største smil efter fem finalekampe i den forgangne sæson.

Mens Esbjerg var i stærkeste opstilling til aftenens opgør, måtte gæsterne undvære Daniel Hansen, Nikolaj Carstensen og Anders Førster.

Det var gæsterne, der umiddelbart kom bedst fra land, da Esbjerg kom under et solidt pres det første minuts tid, hvor gæsterne konstant kredsede rundt i Esbjergs zone.

På den baggrund var det heller ikke helt fortjent, at det var Esbjerg, der lidt ud af det blå, bragte sig foran med 1-0 efter blot et minut og 17 sekunders spil.

Matt Pistilli blev umiddelbart krediteret scoringen, men det så nu ud til at det var Mario Lamoureux, der fik rettet pucken af foran Joni Myllykoskis mål, hvorefter den fortsatte ind i netmaskerne højt i målet.

Sønderjyske lod sig ikke slå ud af scoringen og var fortsat mest på pucken i de følgende minutter, mens det til gengæld var farligst når Esbjerg angreb.

Esbjerg fik et par power plays til at kæmpe sig bedre ind i opgøret rent spillemæssigt. Først måtte Martin Eskildsen tage plads i udvisningsboksen for en interference i midtzonen og kort tid efter at være blevet fuldtallige rendte Michael Eskesen ind i en udvisning for hooking. Den stærke back var dog ingenlunde tilfreds med den kendelse og fik raget yderligere en to minutters udvisning til sig for dårlig opførsel.

Her fik Esbjerg for alvor etableret sig i angrebszonen, hvor der i et minuts tid var dømt skydetelt. Puckene fløj om ørerne på Myllykoski, der dog modstod presset og bl.a. diskede op med en fremragende redning på et forsøg fra Brock Nixon.

Mario Lamoureux fik neutraliseret undertalssituationen for gæsterne, da han måtte til afkøling for en tripping 16 sekunder før Eskildsens første udvisning udløb. Dermed gik gassen da også af værternes storoffensiv.

Esbjerg havde dog nu lidt mere momentum end tidligt i perioden. Man stod lidt højere oppe på banen og stak snuden mere frem end tilfældet var i periodens indledning.

Men flere scoringer faldt der ikke i den jævnbyrdige 1. periode, hvor Esbjerg vandt skudstatistikken med 10-8.

Anden periodes indledning var i det hele taget ganske chancefattig, selvom Matt Pistilli var tæt på at få staven på en giftig tværpasning efter fire minutters spil.

Aaron Lee og Mike Dalhuisen kombinerede sig flot igennem gæsternes defensiv efter otte minutters spil, da den store hollandske back var stødt med frem i et hurtigt rush op af banen. Men Myllykoski var på sin plads i gæsternes mål og afviste forsøget.

Efter 11 minutters spil måtte Wade Bergman tage plads i udvisningsboksen som følge af en udvisning for tripping. SønderjyskE havde egentligt lidt svært ved at finde melodien fra starten af dette power play, men mod slutningen af overtalssituationen fik man bidt sig godt fast i Esbjergs zone.

Det resulterede i et flot udlignende mål ved Mads Lund, der fra kanten af face off-cirklen sendte pucken helt op i krydset med et velplaceret håndledsskud.

Flere scoringer blev det ikke til i 2. periode, hvor der dog var kommet mere liv i kludene som perioden skred frem. Værterne vandt her skudstatistikken med 14-9.

Fra 3. periodes start tegnede Esbjergs Mario Lamoureux sig for en glimrende afslutning efter blot 20 sekunders spil, da han brød alene igennem gæsternes forsvar og kom til afslutning.

Midtvejs i perioden blev det til et par muligheder i begge ender, da først Brock Nixon kredsede om Myllykoskis mål og fik forsøgt sig fladt mod den stærke finske keeper. Minuttet efter kunne Scott Campbell med lidt held have bragt Sønderjyske i front, da han fik sendt en afslutning lige forbi et halvtomt mål bag Jeff Frazee.

3. periode var i det hele taget en lige forestilling mellem to hårdtarbejdende hold, der tydeligvis kender hinanden rigtigt godt efterhånden. Der bliver ikke givet meget plads, markeringerne sidder oftest ganske tæt og koncentrationen er i top. Trods en skudstatistik på 11-12 i de sidste 20 minutter blev der ikke scoret yderligere, hvorfor kampen gik i overtid.

Her fik Daniel Galbraith sendt et drøn af en afslutning på stolpen efter halvandet minuts spil, inden Brock Nixon minuttet efter havde en mulighed i modsatte ende, men ind ville pucken ikke.

Så for fjerde gang i denne sæson måtte Esbjerg ud i straffeslag, for at finde en afgørelse. Her er vestjyderne fortsat ubesejrede, da både Pistilli og Lamoureux scorede sikkert på Myllykoski, mens gæsterne ikke formåede at passere Frazee i Esbjergs mål.

Jeff Frazee tog sig kærligt af 29 af de 30 sønderjyske afslutninger denne fredag og klarede endvidere alle gæsternes forsøg i straffeslagskonkurrencen. Vestjydernes keeper havde dermed en stor aktie i, at det blev Esbjerg der løb med de to points.