Frans vandt, ufarlige Bødker tabte

Frans Nielsen og New York Islanders tog sæsonens anden sejr, da holdet på den nye hjemmebane i Brooklyn kom fint igen og slog Nashville Predators med 4-3.

Gæsterne fra Nashville fik ellers en fin start og kom foran med 2-0 på tidlige scoringer i første og anden periode. Islanders’ Anders Lee fik svaret hurtigt igen på Predators’ 2-0-mål, og godt midtvejs i kampen sørgede Kyle Okposo for udligningen.

Det var helt lige på måltavlen inden tredje periode, men her sikrede Nikolay Kulemin og John Tavares hjemmeholdet de to point i en kamp, som nok ikke går over i historiebøgerne.

– Det var ikke kønt, men nogle gange er du nødt til at finde en måde at vinde på. Vi var lang tid om at komme i gang. Vi er nødt til at være klar, fra den første puck bliver smidt, sagde Islanders’ kaptajn og matchvinder John Tavares efter opgøret til NHL.com.

Frans Nielsen spillede 16 minutter og 12 sekunder for Islanders og havde tre skud på mål.

Arizonas rekordmulighed blev spoleret
Mikkel Bødker og Arizona Coyotes havde muligheden for at sikre sig den bedste sæsonstart i klubbens historie. Det blev dog Minnesota Wild, der trak det længste strå i kampen mellem de to hold, som inden opgøret var ubesejrede i denne sæson. Det er Minnesota stadig efter en 4-3-sejr.

Arizona var aldrig rigtigt tæt på sejren. Wild scorede to gange midt i første periode og bragte sig på 3-0 syv minutter inde i anden periode, hvor Mikko Koivu nettede i undertal. Stjernefrøet Anthony Duclair fik reduceret for Coyotes, men kort efter gav Mikael Granlund gæsterne en ny tremålsføring.

Max Domi og Michael Stone fik pyntet på resultatet for Coyotes, som ikke fik nogle point fra Mikkel Bødkers stav. Den danske forward formåede ikke at få skudt på mål en eneste gang, selvom han fik næsten 20 minutter på isen for prærieulvene. Bødker, som fik op mod otte minutters istid i powerplay, sluttede med -1 i plus/minus-statistikken.

Nattens resultater:
New York Islanders – Nashville Predators 4-3
Pittsburgh Penguins – Ottawa Senators 2-0
Washington Capitals – Chicago Blackhawks 4-1
Montreal Canadiens – New York Rangers 3-0
Tampa Bay Lightning – Dallas Stars 3-5
Florida Panthers – Buffalo Sabres 3-2
Edmonton Oilers – St. Louis Blues 2-4
Arizona Coyotes – Minnesota Wild 3-4