Forward-stjerner spiller VM for USA

Foto: Bridget Samuels

Det bliver et stærkt amerikansk landshold, Danmark kommer til at stå over for ved det kommende VM. Amerikanerne har lokket flere af sine stærkeste NHL-forwards med til Köln.

De seneste stjernenavne, som har tilsluttet sig den amerikanske trup, er Chicago Blackhawks’ Patrick Kane og Calgary Flames-spilleren Johnny Gaudreau. De to spilleres klubber blev begge elimineret i første runde af NHL-slutspillet, men de har altså valgt at udskyde sommerferien for at spille VM for USA.

28-årige Patrick Kane blev i sidste sæson topscorer i NHL, og han blev ligeledes kåret til ligaens mest værdifulde spiller i 2015/16-sæsonen. Kane har vundet tre Stanley Cup-titler med Chicago Blackhawks, men har kun spillet VM for USA en enkelt gang. Det var i 2008, hvor han lavede ti point i syv kampe.

23-årige Johnny Gaudreau spiller også sit andet VM for USA. Han var med første gang i 2014, hvor det blev til ti point i otte kampe. Gaudreau er en af de mange unge profiler på amerikanernes VM-hold, som også tæller Jack Eichel, Dylan Larkin, Jacob Trouba og Noah Hanifin.

USA er ud over Danmark i gruppe med Rusland, Sverige, Slovakiet, Tyskland, Letland og Italien.