Fortrøstningsfuld Aalborg-lejr før kamp syv på tirsdag

Aalborg Pirates tabte i går den sjette kamp i semifinaleserien mod Esbjerg, men ikke desto trods var der optimisme at spore i Aalborg-lejren frem mod den syvende kamp, der spilles tirsdag 20:30 i Cool East Arena. 

– Det var to ærgerlige mål, vi bød dem. Spillemæssigt synes jeg stadig, vi er det bedste hold, siger Aalborgs assisterende træner Ronny Larsen, til Nordjyske med hentydning til, at målmand Galansky slog pucken i eget net til 1-0-føring for Esbjerg og at Brock Nixons sejrsmål faldt tiendedele før slutsirenen lød i anden periode.

Martin Højbjergs analyse lød således:

– Vi har problemer med at score mål. Vi havde mange situationer i powerplay, som vi ikke udnyttede, hvor Esbjerg modsat kun skulle bruge otte sekunder i overtal, før de scorede. Det var forskellen i dag, for vi spillede egentligt fornuftigt, men vi skal lave flere mål, siger han til Nordjyske.

Det ligner et udsolgt hus i Aalborg på tirsdag, hvor Pirates kan glæde sig over, at samtlige seks kampe er gået til hjemmeholdet hidtil i serien.

Til gengæld kan aalborgenserne statistisk set frygte et Esbjerg-mandskab, der har vundet kamp syv på udebane i semifinalen i de seneste to sæsoner. Vestjyderne har noget slutspilsmagi over sig, som gør Energy nærmest uhyggelige i disse serier.

Tirsdag bliver en uhyre spændende aften.