Fort Frederikshavn faldt igen-igen

Frederikshavn-SønderjyskE 2-3 (0-0,0-2,2-1) SønderjyskE hentede tre point i Frederikshavn her sidst på eftermiddagen, hvor høgene ellers leverede et comeback i tredje periode. Dwyer blev matchvinder med to minutter igen, og derfor blev han og holdkammeraterne behørigt hyldet af en flok veltilfredse SønderjyskE supportere.

Det var småt med højdepunkter rent chancemæssigt i første periode, hvor begge hold lige skulle finde sig til rette i kampen. Derfor var der ikke meget at skrive hjem om, selvom der naturligvis var enkelte muligheder i begge ender.

Tyler Fiddler var kile til evig uro når han var på isen. Skarpe pasninger, og et par løse chancer til canadieren, var hvad gæsterne præsterede offensivt, og en enkelt halv-friløber til Hurtubise i den anden ende, var det tætteste vi var på mål i første periode i Vendsyssel.

Det vildeste højdepunkt var nu også et mere kedeligt af slagsen. White Hawks i undertal ville skyde pucken ud af zonen, men uheldigvis stod dommer Lasse Dahlerup i vejen, og blev ramt direkte i hovedet. Grimt uheld, hvor tililende læger var hurtige til at komme den stakkels linjedommer til undsætning. Dahlerup kom ikke tilbage i opgøret, og i stedet havde man fra anden periodes start af fundet sig en ny mand i sort. Thomas Feldtmose blev hurtigt headhuntet hjemmefra lænestolen, ikke langt fra Nordjyske Bank Arena, og fik dermed comeback i Metal Ligaen.

At hjemmeholdet er ramt på selvtilliden på egen is blev tydeligt i anden periode. Holdet havde pucken mest, de fleste chancer, men på måltavlen stod der 0-2 efter anden periode. Høgene har overhovedet ikke troen på det for øjeblikket når man spiller i Nordjyske Bank Arena, og hjemmebanen er blevet lidt af en skræk for vendelboerne.

Det var tydeligt demonstreret i flere tilfælde, hvor chancerne var lige ved og næsten. Nick Olesen, normal træfsikker, skød med løst krudt mod Myllykoski, og Cam Spiro skreg sin egen frustration ud, da han alene med finnen først fik afsluttet da det var for sent. Sådan er det hele vejen rundt på Simioni´s mandskab for øjeblikket, og det ser svært ud for vendelboerne i et kommende slutspil, hvis den hjemmebanestime holdet har vist i løbet af sæsonen, fortsætter.

For at gøre ondt værre, så det bestemt heller ikke særlig godt ud defensivt da SønderjyskE scorede deres to mål i anden periode. Først tørrede Patrick Dwyer hjemmeholdets forsvar, for at finde en totalt fri Derek Damon der relativt nemt kunne score mod Christian Larsen. Ved den anden scoring var det endnu en nem pasning fra Jace Coyle der fandt vej til Damon, og så var der kontant afregning. 0-2, og stor jubel blandt de omkring 75 supportere fra Sønderjylland.

Der kom dog tro ind i hjemmeholdet efter små tre minutter i tredje periode. Her afsluttede Cam Spiro igen, og via en SønderjyskE skøjte, snød pucken Myllykoski og røg mellem benene på finnen. Det var et fuldstændig forvandlet hjemmehold der kom ud til de sidste tyve minutter, og der er uden tvivl blevet talt med ekstremt store bogstaver fra coach Simioni i pausen.

De forsøgte at holde et højt pres mod gæsternes defensiv, der dog også ville lege lidt med offensivt. Her var Derek Damon tæt på sin tredje scoring, men Christian Larsen tog godt fra sig. Fiddler var tæt på kort efter, og det var som om gæsterne var kommet sig over hjemmeholdets offensive modtræk i starten af perioden.

Med otte minutter igen fik Rasmur Mohr to plus to i straffeboksen, og trods gode forsøg af Cam Spiro, så lykkedes udligningen ikke, før Mads Larsen pådrog sig en udvisning for hjemmeholdet, og det så efterfølgende var spil fire mod fire.

Men som kom udligningen til gengæld for hjemmeholdet. Lidt heldigt må man sige, men de tæller også for de trængte vendelboer. Henrik Eriksson sendte pucken mod mål, og den blev rettet af flere gange, inden Rasmus Søndergaard kunne snitte pucken over stregen til 2-2.

Jublen forstummede dog for alvor i Frederikshavn, da SønderjyskE med 2:10 tilbage af opgøret gjorde det til 2-3. Her var det Patrick Dwyer der styrede et skud ind bag Christian Larsen. Det er vendelboernes sæson på hjemmebane i en nøddeskal, og det blev illustreret endnu mere med 100 sekunder igen, da Genrik Eriksson havde stort set tom bur til at udligne. Svenskeren skød pucken over målet, og der var forstenede ansigter i boksen og blandt supporterne, der har været så meget igennem i sæsonen hidtil.

Time-out, og tomt høge-bur det sidste minut, kastede ikke noget af sig, og de sønderjyske gæster kunne derfor tage tre point og yderligere selvtillid med ind til det kommende play-in.

Faceoff.dk talte efter anden periode kort med linjedommer Lasse Dahlerup. Han var groggy, og lignede en der havde gået indtil flere omgange i en boksering. Han klagede over hovedpine, men virkede heldigvis ved godt mod. Herfra Faceoff.dk skal der lyde en stor god bedring til Dahlerup.