Forrygende Simon Nielsen bar Herning i finalen

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox 1-3 (1-1,0-1,0-1) Herning spillede sig her til aften i DM-finalen, da de tog seriens eneste udesejr i en fyldt Scanel Hockey Arena i Frederikshavn.

2400 tilskuere leverede en fornem kulisse, og så et Herning-hold levere en formidabel defensiv, med en storspillende Simon Nielsen i målet. En målmandspræstation langt over niveau for Metal Ligaen. Selvom det ene Frederikshavn-angreb bølgede frem og tilbage igennem 60 minutter med masser af chancer til følge, så var ankermanden i rævenes bur en fornøjelse at se. Blot en gang blev han passeret, men den vender vi tilbage til.

Gæsterne fra Herning chokstartede med en lynscoring allerede efter blot 15 sekunder. Det var Tomas Sinisalo, der blev spillet flot op af kaptajn Daniel Nielsen, og han scorede højt i målet uden chance for George Sørensen.

Høgene leverede som før nævnt det ene angreb efter det andet ned mod gæsternes mål, men det var som forhekset. Det lignede til forveksling Metal Cup finalen, hvor White Hawks-spillerne ikke formåede at få hul på Galansky i Odense-buret. Det samme gjorde sig næsten også gældende i aften, og da Tim Kunes ramte overliggeren kunne det næsten ikke blive værre for hjemmeholdet.

Men de gæve vendelboer fik udlignet, da Mathias Bau med under et minut tilbage af første periode, satte bladet på pucken, da Patrick Madsen sad i straffeboksen. Det havde nær lettet taget i Scanel Hockey Arena, hvor der var tætpakket i aften.

I anden periode fortsatte billedet. Hjemmeholdet havde tonsvis af chancer, men Simon Nielsen tog fra. Svenske Bergman, der i aften var rykket ned i tredjekæden, havde en gylden mulighed med blev grebet ud, og Adam Miller var helt fri foran kassen, men sendte pucken ind i maven på Nielsen.

Selv et par overtalsmuligheder lykkedes det ikke vendelboerne at omsætte til mål, trods, at de var sat godt op. Intet ville lykkedes, og når der er noget der hedder Mortens Aften i november, så kan man hvis roligt kalde 5.april for Simons aften for eftertiden. Sikke en præstation!

Man ventede egentlig blot på, at hjemmeholdet skulle bringe sig i spidsen af opgøret, men da det ikke lykkedes kunne de 50 medrejsende supportere fra Herning begynde at juble og lugte finalepladsen, da Jordan George var fulgt godt med op i en kontra for gæsterne. Han skulle blot sætte bladet på, og kunne udplacere en prisgivet George Sørensen.

I tredje periode var der stadig masser af chancer til White Hawks, men der var intet at gøre. Man kunne ikke sætte en finger på holdets præstation, bortset fra den manglende skarphed. Ind ville pucken ikke, og Herning kunne for alvor tro på pladsen i finalen, da Jerred Smithson med knap ti minutter tilbage fik sendt skiven ind i nettet. Stor jubel hos Mario Simioni og den øvrige stab, der kastede sig om halsen på hinanden.

Hjemmeholdet forsøgte stadig, men uden held, og derfor kan Herning begynde at forberede sig på finale på heden. Et lokalopgør mod Esbjerg kan ikke blive mere spændende for Blue Fox, der i aften vandt på stærk defensivt arbejde, skarphed foran begge mål, og en målmandspræstation, der sjældent er set bedre i dansk ishockey.